- Af Erik Buus Pilgaard

Topmark Trading Aps. modtager InterForce-skjold

Af Christian Braae Brynje

På en kold februardag den 16. februar 2021 havde InterForce-ambassadør, major af reserven Christian Braae Brynje den store fornøjelse at overrække et InterForce-skjold til Martin Vonsild, direktør og ejer af virksomheden Topmark Trading Aps.

Topmark Trading har igennem de sidste 39 år været leverandør til både det danske politi og forsvar samt forsvarene i flere skandinaviske lande. Topmark Trading opererer inden for flere forskellige segmenter som leverandør af bl.a. våbendele, gasmasker, ammunition, pyroteknik m.m.

Den lange historik som leverandør til dem uniform fornægter sig ikke – der gik ikke mange minutter, før som gæst fornemmede den store ansvarlighed, ærekærhed og professionalisme, der hersker blandt medarbejderne. En virksomhed, hvor levering af kvalitetsprodukter til tilfredse kunder vægtes meget højt på alle niveauer.

Virksomheden specialudvikler ligeledes skræmmeskud, der bl.a. anvendes til at skræmme fugle væk fra lufthavnsområder, hvor de udgør en sikkerhedstrussel for lufttrafikken. Der stilles høje og restriktive kvalitetskrav til denne type af pyroteknik, da den efter anvendelse ikke må efterlade nogen form for affald, FOD (Foreign Object Debris) i området, der kan forrette skade på flytrafikken.

Med håndspritning både før og efter gav InterForce og Topmark Trading hånd på samarbejdet. Foto: privat.

Til overrækkelsen af InterForce-skjoldet deltog alle virksomhedens medarbejdere, og der var stor interesse og spørgelyst til Interforces arbejde og opgaver. 

Den store deltagelse vidner om et godt sammenhold på tværs af afdelinger og ansvarsområder samt en udbredt opbakning til InterForce.