Skjoldoverrækkelse i Nordjylland

Mandag den 20. april afholdt InterForce Nordjylland en officiel skjoldoverrækkelse på Flådestation Frederikshavn, hvor medlemskabet for de to nordjyske virksomheder, Ascending ApS ved Erik Poulstrup og TLMarine Scandinavia ved Thomas Lauritsen, formelt blev stadfæstet.

Besøget understregede den vigtige synergi mellem Forsvaret og det private erhvervsliv. At virksomheder i alle størrelser og fra vidt forskellige brancher engagerer sig, er afgørende for at styrke Kongerigets samlede forsvarsevne og samfundssikkerhed. InterForce ser frem til det fremtidige samarbejde med begge virksomheder.

InterForce Nordjylland har det seneste år oplevet en markant medlemsfremgang på 25%. Denne udvikling afspejler både den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og et stigende behov for at knytte erhvervslivet og Forsvaret tættere sammen i en fælles indsats for Kongerigets sikkerhed.