- By InterForce

Nye patruljefartøjer til Søværnet og Marinehjemmeværnet

Fem nyindkøbte patruljefartøjer skal både løse nationale opgaver og indsættes til FRONTEX-operationer i Middelhavet.

Af Morten Fredslund

To til Søværnet, tre til Marinehjemmeværnet.

Sådan bliver fordelingsnøglen i forhold til fem tidligere lodsfartøjer, som Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, netop har købt af det statslige lodseri DanPilot.  

Der er tale om fem mindre, hurtiggående fartøjer, som aktuelt er benævnt Vikar, Stella Polaris, Frigg, Jubiter og Rigel, der hidtil har været anvendt som Lodsfartøjer. Nu venter en mindre ombygningsopgave, hvor fartøjerne blandt andet skal synes, males, klargøres til let bevæbning og i det hele taget opgraderes til deres fremtidige anvendelse, skriver fmi.dk.

Hver af de fem patruljefartøjer er knap 14 meter langt, 4,6 meter bredt og har en dybgang på blot 1,34 meter. Motorens 500 hk gør fartøjet i stand til at skyde 25 knob. Foto: FMI

Efter ombygningen vil Marinehjemmeværnet anvende tre af fartøjerne til et bredt spektrum af nationale opgaver, og anskaffelsen af fartøjerne sker som led i det pilotprojekt vedrørende mindre, hurtigtgående skibe, der blev vedtaget med Forsvarsforliget 2018-2023.

I Marinehjemmeværnet ser man frem til at modtage de tre fartøjer:

– Vi glæder os i den grad over, at Marinehjemmeværnets frivillige snart kan tage de nye fartøjer i brug, så vi kan gøre os praktiske erfaringer med en fartøjstype, der er mindre, men hurtigere end de fartøjer, vi har i dag. Halvdelen af Marinehjemmeværnets 30 fartøjer har nemlig en alder, der gør, at de står overfor udfasning indenfor de kommende år. Det er derfor interessant at opnå erfaring med, om en sådan fartøjstype kan anvendes til at løse de militære og beredskabsmæssige opgaver i fremtidens marinehjemmeværnsflåde, siger Chefen for Marinehjemmeværnet, kommandør Henrik Holck Rasmussen til fmi.dk.

Indsættes mod menneskesmugling

Søværnet vil anvende to af fartøjerne til indsættelse i EU’s grænseovervågningsagenturs FRONTEX-operationer i Middelhavet, hvor man i samarbejde med dansk politi og lokale myndigheder vil skulle gennemføre patruljering, rekognoscering og overvågning samt eftersættelse og standsning af fartøjer mistænkt for lovovertrædelser – herunder menneskesmugling.

Ifølge fmi.dk er det hensigten, at udbyde opgaven om modifikation af fartøjerne i regi af FMI ”Kategoriprogram for Skibsvedligeholdelse” for fartøjer under 100 ton, hvor blandt andet en række danske værfter er prækvalificerede.

– Jeg ser jeg frem til at få efterset og ombygget fartøjerne, så vi kan få dem overdraget, og de kan komme ud og gøre gavn. Fartøjernes alsidighed, størrelse og manøvredygtighed gør dem umiddelbart velegnede til operationer på såvel åbent hav, som i kystnære miljøer nationalt som internationalt, udtaler kommandørkaptajn Stig Kastberg fra FMI i forbindelse med kontraktindgåelsen.

Handlen er gennemført som en såkaldt ”Government to Government-aftale” mellem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og DanPilot, som er en myndighed under Erhvervsministeriet.

Læs mere om Marinehjemmeværnets opgaver i InterForce News nr. 1/2019, der udkommer om få dage.