- Af InterForce

International styrke med dansk deltagelse er klar til udrykning

Danmark, Storbritannien og syv andre lande har skrevet under på forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force, JEF, der dermed er fuldt operationelt.

Af Morten Fredslund

Med sin underskrift knyttede forsvarsminister Claus Hjorth Frederiksen i mandags Danmark til det franske forsvarsinitiativ European Intervention Initiative, EI2, og knap er blækket tørt, før endnu en international forsvarsaftale er på plads.

Torsdag underskrev Claus Hjort Frederiksen under på en samarbejdsaftale vedrørende Joint Expeditionary Force, JEF, der er en britisk ledet udrykningsstyrke med bidrag fra i alt ni nationer.

Foruden Danmark og Storbritannien er Norge, Sverige, Finland, Holland og de tre baltiske lande med i samarbejdet, der har været under forberedelse i fire år.

Samarbejdet i JEF gør de deltagende lande i stand til hurtigere at reagere på nyopståede konflikter eller krisesituationer, hvad enten der er behov for en evakueringsindsats, hjælp ved en humanitær krise, kapacitetsopbygning eller indsættelse i egentlige kamphandlinger.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og otte andre forsvarsministre underskrev torsdag de endelige dokumenter vedr. sam-
arbejdet i Joint Expeditionary Force, JEF.
Foto: Forsvarsministeriet.

Behov for hurtige beslutninger
”Behovet for at vi som ansvarlige lande, der vægter frihed, fred og demokrati højt, kan tage hurtige beslutninger og agere på dem i en uforudsigelig verden, har ikke været større siden Murens fald. Vi har sammen med de øvrige nationer i JEF alle evnen og viljen til at tage ansvar for vores fælles sikkerhed og tryghed. Det ændrer ikke på, at NATO fortsat er hjørnestenen i Danmarks sikkerhedspolitik, og det er et godt supplement,” udtaler forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen i en pressemeddelelse udsendt efter underskriftceremonien.

Her peger Forsvarsministeriet på, at det løbende forsvarspolitiske samarbejde i JEF gør en eventuel udsendelse mere smidig. Desuden sikrer fælles træning og øvelser, at nationernes forsvar er vant til at samarbejde. JEF-samarbejdet understøtter fastholdelse af Danmarks høje operative niveau og er en videreudvikling af det tætte samarbejde gennem mange år med det britiske forsvar.

JEF er en multinational, værnsfælles styrke, som vil kunne udsendes globalt og i operationer henover hele konfliktspektret. Deltagelse i JEF gør Storbritannien og øvrige deltagende nationer til naturlige forsvarspolitiske samarbejdspartnere, når der opstår en krise- eller konfliktsituation. Danmark binder sig ikke til at udsende styrker med JEF, og Danmark bestemmer suverænt fra gang til gang, om man ønsker at deltage i en JEF-operation, og hvad Danmark i så fald vil bidrage med.