- By Simon Staffeldt Schou

Stadig flere virksomheder bakker op om Forsvaret

Det er ikke kun Hjemmeværnet, der oplever stor tilstrømning i denne tid.

Også InterForce er i markant vækst.

I 2025 meldte omkring 550 virksomheder sig ind som medlemsvirksomheder. Det bragte det samlede antal op på 3.513 virksomheder ved årsskiftet.

Ved udgangen af 2025 var 138 af disse virksomheder desuden blevet støttevirksomheder.

En lang række danske virksomheder er blevet støttevirksomheder inden for det seneste år – her er det Sparekassen Sjælland-Fyn

Medlemsvirksomheder forpligter sig til så vidt muligt at give medarbejdere fri til at gøre tjeneste i uniform.

Støttevirksomheder går et skridt videre og forpligter sig til at give deres medarbejdere minimum fem dages betalt frihed om året til tjeneste.

InterForce håber den store støtte vil fortsætte, og at vi passerer 4.000 medlemsvirksomheder inden udgangen af 2026.

Sektoraftaler og partnervirksomheder

For at nå bredere ud er InterForce begyndt at indgå sektoraftaler. Formålet er i samarbejde med branche- og interesseorganisationer at formidle viden om Forsvaret, beredskabet og InterForce til deres medlemmer.

De første aftaler blev indgået i december 2025 med Finans Danmark og Danske Rederier.

Samtidig er udviklingen af et partnervirksomhedskoncept sat i gang.

Konceptet skal skabe samarbejde med virksomheder, der kan stille relevant personel, materiel og andre kapaciteter til rådighed.

Hvis konceptet er succesfuldt, vil medlemstypen fuldt implementeret kunne tilknytte disse kapaciteter til konkrete enheder i Forsvaret og beredskabet.

Når partnervirksomhedskonceptet er fuldt udrullet, vil virksomhederne kunne stille forskellige kapaciteter til rådighed til konkrete enheder i Forsvaret og beredskabet

Populære arrangementer

Som medlem af InterForce kan virksomheder deltage i en række arrangementer over hele landet – fra militære udfordringsdage til seminarer med civile og militære topledere.

I 2025 gennemførte InterForce 13 centrale aktiviteter i regi af sekretariatet og 61 regionale aktiviteter i InterForce-regionerne.

InterForce afholder bl.a. en række arrangementer rundt om i landet, der bringer erhvervslivet, Forsvaret og beredskabet tættere sammen

Interessen for arrangementerne er steget markant efter Ruslands invasion af Ukraine, og flere arrangementer har haft ventelister.

Et eksempel fra 2025 var et seminar for omkring 160 erhvervsledere i Vestdanmark hos Fighter Wing Skrydstrup, arrangeret i samarbejde med Dansk Selskab for Virksomhedsledelse (VL).

I samarbejde med VL besøgte InterForce i 2025 Fighter Wing Skrydstrup med ca. 160 erhvervsledere

Også i 2026 planlægges en række centrale og regionale arrangementer, som løbende annonceres på www.interforce.dk.

Uniform på jobbet-dagen

Den 24. september gennemførte InterForce for tredje gang Uniform på Jobbet-Dagen.

Dagen er blevet en fast tradition, der hylder frivillige og reservister i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten, som yder en stor indsats for Danmarks sikkerhed og beredskab.

InterForces regioner står bl.a. bag de meget populære militære udfordringsdage, hvor repræsentanter fra danske virksomheder stiller op i hold og dyster i militære færdigheder

Som eksempel lagde Hjemmeværnets cirka 15.000 aktive soldater omkring 2,8 millioner timer i frivillig tjeneste i 2025 – svarende til omkring 187 timer per person.

Det er værd at anerkende både den store frivillige indsats og de arbejdspladser, der giver medarbejdere mulighed for at gøre tjeneste.

Vi håber derfor, at mange arbejdspladser og uddannelsessteder igen vil bakke op om Uniform på Jobbet-Dagen den 30. september – ligesom tidligere år.

Uniform på jobbet-dagen finder sted den sidste onsdag i september hvert år. Her er det reservisterne og de frivillige i Danske Bank, der bærer uniform på dagen.