- By InterForce

Hjemmeværnets frivillige fik en travl start på 2019

To heftige storme og den voldsomme togulykke på Storebæltsbroen trækker på de frivillige kræfter i Hjemmeværnet. Den 2. januar var 118 hjemmeværnssoldater indsat, men Hjemmeværnet bevogter stadig det involverede godstog.

Af Morten Fredslund

Særligt på Fyn trak kombinationen af stormflod og den voldsomme togulykke på Vestbroen store veksler. Og allerede fra den tidlige morgenstund den 2. januar var hjemmeværnssoldater indsat tæt på uheldsstedet, men senere kom der ​også indsættelser ved havnene i Nyborg, Fåborg og Svendborg, hvor et kritisk højvande krævede en massiv indsats. 

Her knoklede Hjemmeværnet og Beredskabet i timevis med at fylde sandsække, sætte flydespærringer og afspærre området, så nysgerrige ikke forvildede sig derind. Inden dagen var omme, havde ikke færre end 118 hjemmeværnssoldater bidraget til at løse de mange opgaver, fremgår det af hjv.dk.

Men det slutter ikke her. For nogle af de godsvogntogstammer, der var involveret i ulykken står stadig på banelegemet tæt ved broen, hvor frivillige hjemmeværnssoldater siden den 2. januar har stået for bevogtningen. 

– Jeg har brugt mere end 30 timer ved ulykkesstedet, siger Jens Borchert Pedersen fra Hærhjemmeværnskompagni Nyborg umiddelbart efter sin vagt, der blev indledt kl. 03.00 i nat og først sluttede lidt over middag i dag, fredag.

Den 2. januar var 118 hjemmeværnssoldater indsat ifm. togulykken på Storebælt og varsel om forhøjet vandstand i en række danske byer. I dag fredag holder Hjemmeværnet stadig vagt ved det involverede godstog, som holder tæt ved Storebæltsbroen.
Foto: hjv.dk/Hærhjemmeværnsdistrikt Fyn

På ulykkesdagen var han fremme ved broen ved ni-tiden.  

– Min første vagt var på 11-timer, hvor jeg blandt andet hentede kompagnichefen i Odense, hjalp lastbilerne i gang, da et spor blev åbnet på broen og var derefter på plads som næstkommanderende i det beredskabsområde, der blev oprettet af Hjemmeværnet, siger Jens Borchert Pedersen, der har været frivillig i Hjemmeværnet i mere end 20 år. 

En stolt og fleksibel arbejdsgiver

Efter de første 11 timers vagt den 2. januar, tog han et hvil og vendte tilbage otte timer senere. 

– Men da var der mødt rigeligt med frivillige fra de fynske hjemmeværnskompagnier frem, så jeg tog på arbejde i stedet. Men efter fyraften tog jeg endnu en 12-timers vagt derude, siger Jens Borchert Pedersen, der er maskiningeniør hos firmaet W-Jet road dryer, som producerer maskiner til opvarmning af vejbelægning.

– Min arbejdsgiver er meget fleksibel, og da vi sidste år var i indsat i forbindelse med forhøjet vandstand, sagde han ligefrem, at han var stolt af min indsats. Så da jeg ringede og sagde, at jeg var kaldt til en togulykke på Storebæltsbroen, sagde han også ok med det samme, siger Jens Borchert Pedersen, da han fredag eftermiddag er på vej hjem til en velfortjent lur efter godt ni timers vagt ved godsvognene.

Hjemmeværnssoldaternes indsats fik i øvrigt rosende ord af politiassistenten René Haahr, der var indsat i forbindelse med redningsarbejdet på broen. I et debatindlæg i Fyns Amts Avis den 9. januar skriver René Haahr blandt andet. 

”Mange forskellige korps var indsat, men jeg bemærkede særligt Hjemmeværnets folk. Der gik ikke længe før de første meldte sig klar. Frivillige, der smed, hvad de havde i hænderne for at kunne hjælpe. Uden det mindste brok løste de opgaver i susende vind og bidende kulde og gjorde det så længe, der var behov.

Jeg har tit hørt folk tale nedsættende om Hjemmeværnet, gjort grin med dem, kaldt dem weekendkrigere og det, der er værre. Jeg ville ønske, at de, der ikke mener, Hjemmeværnet er berettiget, kunne se de mange opgaver, de løste til UG med kryds og slange kun for tak og lidt brød. De hjalp overalt og gjorde, at det øvrige beredskab kunne fokusere på deres fagopgaver. Vi skylder vores Hjemmeværn den største tak og respekt.”