Frontpersonale

Forsvaret og sundhedsvæsenet nærmer sig hastigt hinanden i disse år. Mød cheflæge Morten Breindahl, cheflæge på Rigshospitalet med baggrund i Forsvaret.

Når personale i sundhedsvæsenet ofte bliver omtalt som frontpersonale, må det være her, fronten går. Rigshospitalet i København modtager nogle af Kongerigets sygeste patienter. På Afdeling for Intensiv behandling af nyfødte og mindre børn arbejder cheflæge Morten Breindahl, der har en lang karriere bag sig i både Forsvaret og sundhedsvæsenet. Det er naturligt at begynde med den alvor, der ligger i navnet på afdelingen.

”Vi kan ikke komme udenom, at vi er på et sted, hvor følelserne sidder uden på tøjet. Når forældrene kommer her, så tror de som udgangspunkt, at deres barn skal dø. Det er der også nogle, som gør. Vi har mellem 30 og 50 dødsfald om året, for de er jo svært syge. Og selvfølgelig bliver vi stadig berørt af det. Den dag, jeg ikke bliver berørt af det, er der noget galt,” fortæller Morten Breindahl, der i sagens natur er vant til at håndtere et stort pres – og har arbejdet med det på et personligt og professionelt plan i årtier.

”Her handler det om liv eller død; patienternes liv eller død. Jeg vil nødigt sammenligne det med noget andet, for man kan komme under pres på alle arbejdspladser. Men jeg har fået nogle rigtigt gode redskaber med fra Forsvaret. Det har virket rigtigt godt for mig, at jeg har fået afprøvet mig selv under stort pres. At jeg ved, hvordan det føles at stå på kanten og kigge ned i en afgrund, som man ikke kan se, hvor dyb er,” siger han, der understreger, at der ikke går en dag, hvor han ikke bruger de kompetencer, han har fået i Forsvaret.

På nogle måder er der flere ligheder mellem sundhedsvæsenet og Forsvaret, end man skulle tro. Det handler bl.a. om evnen til at finde løsninger under et voldsomt pres, mener Morten Breindahl, der er cheflæge for en afdeling med 200 ansatte – sygeplejersker, læger og en række støttefunktioner.

”Som enkeltstående medarbejder kan man kun lykkes, fordi man er en del af noget større. Ligesom i Forsvaret har vi nogle kamptropper i front, som kun kan lykkes, hvis der også er signaltropper, støttetropper og forsyningstropper, man kan regne med. De 200 medarbejdere er alle frontpersonale, men de kan ikke klare sig, hvis der ikke er et system, der bakker op. Vi har brug for et samfund hele vejen rundt om os, der fungerer,” siger han.

Fra sin tid som chef på afdelingen giver han tre eksempler på kriser, hvor han fik særligt brug for kompetencerne: en større strømafbrydelse, en vandskade og – naturligvis – under Covid-19-pandemien.

”Det er situationer, hvor jeg har gået over til at køre efter en fempunktsbefaling, som er et standardværktøj i Forsvaret. Uden at nogen tænkte over, at det var et redskab fra Forsvaret, var alle klar over, at det har været nødvendigt at arbejde på den måde. De har oplevet, at der er en retning og nogle rammer. Men også at folk bliver frigjort til at handle inden for de rammer, der nu engang er lagt. Det samme har jeg oplevet inden for Forsvaret,” siger Morten Breindahl.

Morten Breindahl er ikke i tvivl om, at der er kommet en større forståelse for, at der kan være et frugtbart samarbejde mellem Forsvaret og sundhedsvæsenet.

Selv er han uddannet som sprogofficer i russisk helt tilbage fra før Sovjetunionens sammenbrud. Da han begyndte på medicinstudiet, mødte han ikke nødvendigvis forståelse, hvis han på vej til eller fra en øvelse mødte op til forelæsning i uniform.

”I takt med de ting, der er kommet udefra, er der kommet en bevidsthed om, hvilke kompetencer folk har. Man er begyndt at anerkende, at Forsvaret har en stærk lederuddannelse. Tidligere var det sådan, at man undrede sig lidt, hvis man havde skrevet en lederuddannelse fra Forsvaret på sit CV. De ville høre, hvilke artikler du havde skrevet i Ugeskrift for Læger. Jeg synes, at jeg har oplevet, at der er en anden holdning til, hvem og hvornår man kan blive leder. Selvfølgelig er der folk, der har en meget høj videnskabelig portefølje, som samtidig er gode ledere. Men det er ikke nødvendigvis sådan, det hænger sammen,” siger han.

Ud over ledelse er en anden vigtig læring, som sundhedsvæsenet kan tage med fra Forsvaret, evnen til at planlægge og øve scenarier, der kan opstå ved større kriser og krig. Med en større erkendelse af truslerne er der også kommet en større krisebevidsthed. Selvom der stadig er meget, som kan blive bedre, er sundhedsvæsenet blevet bedre til beredskab.

”Jeg tror, at det har været forbundet med lidt ubehag at tale om, at systemer kan bryde sammen, og at der ovenikøbet kunne være kræfter udefra, som ikke vil os det godt. Men jeg vil langt hellere tage samtalen på forhånd. Selvom jeg i bund og grund er ked af, at vi lever i en tid, hvor vi skal bruge tid på at planlægge den slags scenarier, så er det en meget konkret og vigtig ledelsesopgave, vi har. Og der kan faktisk også komme noget positivt ud af det. Som i alle andre virksomheder kan vi have samarbejdsproblemer. Hvis man får en større krisebevidsthed, så er der nok en tendens til at sige: ’OK, hvor stort et problem er det her lige? Er der ikke noget andet, vi kan bruge vores kræfter på?,’” siger Morten Breindahl.

Efter en årrække uden for reserven har Morten Breindahl nu tænkt sig at stille sin arbejdskraft til rådighed for Forsvarets reserve igen. Måske er der igen blevet brug for hans uddannelse som sprogofficer i russisk. En uddannelse, som blev nedlagt i 1990’erne, men som blev genoptaget for godt 10 år siden.

”Jeg vil prøve at vende tankegangen lidt på hovedet. Nu har jeg brugt rigtig meget af det, jeg har lært i Forsvaret, i mit civile liv. Nu er der også noget af det, jeg har lært i mit civile, jeg kan bruge i Forsvaret. Så må vi se, om der stadig er brug for en som mig.”

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er en lang tradition for samarbejde mellem Forsvaret og Rigshospitalet. Det er også svært at holde hemmeligt, når Forsvarets EH101-redningshelikoptere lander på taget af hospitalet og sender en dyb, pulserende lyd ud over de københavnske tage.

Men der er også mange andre – og mindre synlige – former for samarbejde. Cheflæge Mads Klokker har været med ind over det meste som cheflæge i Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi. Han har bl.a. undersøgt samtlige militærpilotaspiranter i mere end en generation. Selvom der stadig er meget at ønske, oplever han også en større forståelse for, at Forsvaret og hospitalsvæsenet skal både samarbejde og lære af hinanden.

”Der er helt klart kommet en større bevidsthed. Jeg var i en årgang kendt som militærlægen på Rigshospitalet. Før syntes nogle måske, at det var lidt for meget, hvis man havde uniform på, på jobbet. Sådan er det ikke mere. Der er større opbakning, og der er sket meget, bare de sidste fem år,” siger Mads Klokker, der også er stabslæge i Reserven.

Der er dog også plads til forbedringer: En af de ting, Mads Klokker lægger vægt på, er en øget robusthed – både hvad angår kompetencer og beredskab. Det handler om at få uddannet flere læger med de kompetencer, der er brug for i krig eller krise. Men også om et andet syn på planlægning.

”Jeg har lige været på studiebesøg i Finland. Det er helt tydeligt, at de har en helt anden mentalitet i sundhedsvæsenet. Det handler selvfølgelig om deres historie, hvor man har været vant til at stå alene og håndtere kriser. Fx har man mange flere beredskabsøvelser, så det hele tiden er i folks bevidsthed. Men det er også konkrete politikker, hvor hospitalerne er juridisk forpligtede til at have medicinsk udstyr og lægemidler i reserve i op til ni måneder. Det var virkeligt inspirerende, og der kan vi lære meget,” lyder det fra den rutinerede cheflæge, der også er ambassadør for InterForce.

Region Hovedstaden er medlem af InterForce. Flere af hospitalerne og de enkelte enheder er også selvstændige medlemmer, bl.a. Rigshospitalet, Bornholm, Herlev, Gentofte, Bispebjerg, Frederiksberg Hospital og akutberedskabet.

Læs også: Operation Fønix: Erfarne reservister styrker Forsvaret