- By Michael Aagaard Jensen

Erhvervslivet skal styrke Forsvarets kampkraft

Historisk oprustning åbner milliardmuligheder for danske virksomheder – men kræver tættere samarbejde

Af Michael Aagaard Jensen

Usikkerhed, konflikter og stigende spændinger i verden er blevet en ny normal. Der investeres i disse år massivt i at styrke Forsvarets kampkraft, og det åbner døren for danske virksomheder.

For at klæde erhvervslivet på afholder InterForce en række arrangementer under overskriften ”Bliv leverandør til Forsvaret – styrk kampkraften!”.

Stort potentiale i Danmark og Europa

Den 25. marts samlede InterForce Region Hovedstaden omkring 150 erhvervsfolk i København. Her fik de indsigt i, hvad der skal til for at blive leverandør til Forsvaret – og hvor stort potentialet reelt er.

Forsvarets kampkraft
Arrangementet blev afholdt hos AP Pension i København

Ifølge Joachim Finkielman, direktør i DI Forsvar & Sikkerhed, rækker mulighederne langt ud over Danmarks grænser:

”Potentialet i Danmark er stort, og det er endnu større i Europa. Dels sker oprustningen bredt i Europa, dels eksporterer danske virksomheder rigtig meget af det, de producerer. Så der er en naturlig vækst, og det har der været de sidste par år,” fortæller han.

Fra leverandør til strategisk partner

Forsvaret efterspørger ikke blot leverandører – men samarbejdspartnere.

Det var hovedbudskabet fra Lars Salquist – chefen for Afdelingen for Industri og Materielsamarbejde i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) – der lagde vægt på større åbenhed om både behov og processer:

”Det, vi allerede har købt, begynder at komme ind nu, og det skal tilpasses danske forhold. Vi skal bruge virksomheder, der kan det. Vi skal have en servicestruktur på plads, og det kan vi ikke klare alene. Når vi køber så meget ind, skal industrien i spil for at understøtte vores opgave. Industrien er ikke bare en leverandør til Forsvaret; den er også en samarbejdspartner.”

Forsvarets kampkraft
Lars Salquist, chef for Afdelingen for Industri og Materielsamarbejde i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI)

Efterslæb i bygninger

Det er langt fra kun våben og materiel, som er i fokus. Forsvarets fysiske rammer skal også forbedres.

Omkring 6.000 bygninger skal moderniseres, og nye faciliteter skal opføres. Samtidig er der et vedligeholdelsesefterslæb på op mod 27 milliarder kroner.

Etablering, drift og vedligehold håndteres af Etablissement- og Terrænkommandoen (ETK), som er afhængig af civilt samarbejde.

Som kommandør Jan Olav Skogøy, chef for Servicedivisionen i ETK, understregede, bygger og vedligeholder Forsvaret ikke selv. Så der er brug for virksomhederne.

Det er derfor afgørende at styrke samarbejdet med industrien og gøre det lettere for virksomheder at byde ind på opgaverne.

”Vi har opgaven med at sikre infrastruktur til alle vores militære opgaver. Vi har derfor brug for hele det civile samfund til at hjælpe os. Det tror jeg sker bedst gennem relationer, gode kontakter og en fælles forståelse for vores vilkår,” fortalte han.

Forsvarets kampkraft

Mere end mursten og militær

Selvom fokus i forhold til Forsvarets kampkraft ofte ligger på materiel og byggeri, er der også plads til virksomheder med mere specialiserede ydelser.

En af deltagerne var konsulentvirksomheden Tana-EHG, der arbejder med fredsopbygning og konfliktforebyggelse, og som allerede leverer ydelser indirekte til Forsvaret.

”Vi har hørt meget om bygninger og materiel i dag,” fortalte Managing Director hos Tana-EHG Erik Bryld.

”Vi leverer nogle mere bløde varer i form af konsulentbistand. Men vi kan se, at vi godt kan byde ind med noget alligevel. Arrangementet har givet os et godt indblik i, hvad det er for nogle udfordringer, Forsvaret står med, og hvor de kan bruge hjælp udefra. Jeg tror, vi skal hjem og tænke over, hvordan vi kan byde ind på noget af det.”

Managing Director hos Tana-EHG Erik Bryld

Dialogen er begyndt

For mange virksomheder handler udfordringen ikke kun om kompetencer – men om adgang og forståelse.

Netop derfor blev åbenheden fra Forsvaret bemærket af deltagerne.

”Nu er dialogen startet op, og det er fedt,” sagde Lasse Weirauch Skovgaard Møller, CEO i virksomheden Phoenix Denmark, efter arrangementet. ”Man kunne mærke, at Forsvaret vil det samme som virksomhederne, og at vi på begge sider af bordet synes, at det kan være svært. Nu har vi fået en forklaring på nogle af udfordringerne, og det giver rigtig god mening, og det har jeg stor respekt for. Det er rart at opleve den åbenhed.”

Lasse Weirauch Skovgaard Møller, CEO i Phoenix Denmark