- By Michael Aagaard Jensen

De uundværlige reservister i hospitalsvæsenet

Forsvarets Sanitetskommando ville ikke kunne løse sine opgaver uden reservister. I fremtiden bliver det ikke nemmere.

Mads Klokker, chef for Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi. Foto: Michael Aagaard Jensen

På tredje sal i Rigshospitalets nye nordfløj ligger Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi. Afdelingen har en særlig tilknytning til Forsvaret. Ud over at være medlem af InterForce har afdelingen lige nu tre reservister ansat. Det er også her, at militærpiloter og flyveledere i Forsvaret de seneste 25 år har skullet igennem det medicinske nåleøje, inden de kunne fortsætte deres uddannelse.

Rigshospitalet som helhed er samtidig det sted, der modtager danske soldater, som er blevet sårede ude i verden. Mads Klokker er chef for afdelingen. Han er stabslæge i reserven og har været en del af den de sidste 40 år.

I dag sidder han som medlem af det advisory board, generallægen i Forsvarets Sanitetskommando har, og er forbindelsesofficer mellem det militære og det civile sundhedssystem. Han kan se, hvordan den verdensorden, som lige nu ændrer sig med hastige skridt, kan komme til at påvirke både det civile og militære sundhedssystem, som er dybt afhængige af den samme pulje af medicinsk ekspertise.

”I princippet vil jeg kunne afgive en eller to læger i morgen, hvis Forsvaret fik behov or det. Det kan jeg, fordi vi er en stor afdeling med 300 ansatte. Det kan små afdelinger ikke,” siger han.

Ingen opgaver uden reservister

Det medicinske personel, som Forsvaret bruger, hører under Forsvarets Sanitetskommando. Her er der omkring 220 fastansatte, mens omkring 300 specialister som kirurger, operationssygeplejersker, anæstesisygeplejersker, ortopædkirurger og anæstesiologer af reserven udgør rygraden i systemet. Det er dem, generallæge Sten Hulgaard skal trække på, når Forsvaret har behov for ekstra medicinsk personel.

Steen Hulgaard, generallæge i Forsvarets Sanitetskommando. Foto: Michael Aagaard Jensen

”Det er meget simpelt: Uden reservisterne ville vi ikke kunne løse vores opgave. Vi ville nok godt kunne få hverdagen til at fungere. Vi ville også godt kunne understøtte de normalt forekommende udsendelser. For eksempel vores bataljon i Letland, der fortrinsvist var bemandet af fastansatte eller folk på en korttidskontrakt. Men så snart det bliver mere avanceret end det, kan vi ikke,” fortæller han.

Så når eksempelvis et kirurgisk bidrag skal udsendes, er det reservister, der træder til. Det er også typisk yngre læger, som er under uddannelse, der flyver med på eftersøgning og redningshelikopterne (også kaldet Search And Rescue eller SAR red.), der er normalt er stationeret tre steder i landet. Dét alene løber op i omkring 1.100 SAR-vagter årligt.

”For mig som chef og for Sanitetskommandoen er tilgængeligheden af en reserve afgørende for varetagelsen af den samlede opgaveportefølje. På den måde adskiller vi os fra det øvrige Forsvar. Man kan ikke se på det her personel som noget ekstra. Det ér ressourcen,” siger Sten Hulgaard.

Når operationsstuen vipper

Selvom der er mange ligheder mellem medicin i civil og militær sammenhæng, er der også mange forskelle. Krigsskader er eksempelvis meget forskellige fra de skader, man normalt ser på et hospital. Der er også helt lavpraktiske forskelle.

”Fregatbidraget er et godt eksempel. For hvad gør man, når operationsstuen vipper? Der er det rigtig godt at have øvet sig i forvejen. For der er ikke nogen operationsstue på Skejby Sygehus, der vipper. De ressourcer, der er til rådighed på et skib, er heller ikke det samme som på et hospital,” fortæller Sten Hulgaard.

Derfor kræver det, at sundhedspersonalet bliver uddannet inden for de specielle vilkår, der gælder i Forsvaret.

Den alvorligste udfordring

I mange år har tidsplanen for missioner og udsendelser været kendte mange måneder ud i fremtiden. Det civile system har derfor haft mindst fire måneder til at forberede sig på, at en medarbejder skulle udsendes. Samtidig havde Forsvaret tid til at uddanne dem.

I takt med, at verdensordenen ændrer sig med hastige skridt, bliver den frist nu kortere og kortere. Det lægger pres på både det civile og det militære system.

”Jeg betragter det som den alvorligste udfordring. Det er noget, jeg er nødt til at tale med Sundhedsstyrelsen, regionerne og sygehusejerne om. Jeg kan se, at et skærpet beredskab udgør en udfordring for os. Både i forhold til det personel, vi skal bruge, og i forhold til de forberedelser, som skal foretages. Altså opdatering af helt grundlæggende militære kompetencer. Når tiden til forberedelse bliver komprimeret, så bliver det sværere for afdelingerne at administrere det. Samtidig bliver det sværere for os at gennemføre den nødvendige uddannelse. Det taler til sammen for, at vi nok skal til at gøre tingene på en anden måde. Hvilken anden måde ved jeg ikke endnu,” fortæller Sten Hulgaard.

Hvis det værste skulle ske

Behovet for læger i det militære system afhænger selvfølgelig af situationen. Med en mere usikker fremtid i sigte skal der ske ændringer. Det er også tydeligt for Mads Klokker på Rigshospitalet. Skulle de værste ske, og konflikten i Ukraine udvikler sig, så NATO bliver involveret militært, og artikel 5, der også er kendt som musketereden, bliver aktiveret, vil det betyde en stor ekstra belastning på et allerede presset sundhedssystem.

”Hvis det sker, taler vi ifølge modellerne om 60 sårede og 60 døde soldater, som kommer til Danmark om dagen. Det er altså rigtig mange. Jeg skal i kraft af min position prøve at få forklaret det civile system, at det her altså er et problem. Så jeg har fået direktøren i vores region til at mødes med generallægen i Forsvarets Sanitetskommando for at se på, hvad vi gør, hvis den her situation opstår. Kommer vi i den situation, skal vi have en plan A, B, og C. Det civile system skal gøres begribeligt, at denne her situation ikke er bare en papirøvelse mere. Det er virkeligheden,” siger han.

Mød de uundværlige

Her kan du møde tre af de sundhedsprofessionelle, som er en del af Forsvarets Sanitetskommandos uundværlige reserve.

Afi Sall, narkosesygeplejerske ved anæstesiafdelingen på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg

Foto: Michael Aagaard Jensen

Afi Sall har omkring 25 års erfaring, heraf syv år som narkosesygeplejerske, 10 år som operationssygeplejerske og fem år fra en hjerteafdeling. Hun har længe drømt om at bruge sin faglighed ude i verden. Men risikoen ved at arbejde for Læger Uden Grænser eller Røde Kors har holdt hende tilbage. Lige indtil en kollage nævnte muligheden for at arbejde for Forsvaret.

”Det, der tiltrak mig, var hele Forsvarets kultur. Og så var det en anden måde at gøre noget for andre, altså soldaterne i vores land,” fortæller hun.

Derfor blev hun en del af reserven for to år siden. Hendes første udsendelse blev til Letland, hvor hun var udsendt med det første hold af 800 danske kamptropper, der var i landet sidste år. Her var hun med til at opbygge infirmeriet, undervise soldater og deltage i øvelser.

”Det var rigtig spændende, og det rørte mig at opleve, hvor fantastisk et fællesskab der er, når man er udsendt. Både med soldater og de andre læger og sygeplejersker. Man har et fælles mål, som man arbejder for, ” fortæller Afi Sall.

Med sig ind i Forsvaret har Afi Sall taget sine 25 års erfaring fra operationsstuer i det civile sundhedsvæsen. ”Som narkosesygeplejerske er jeg vant til at arbejde i et stort, bredt felt. På en vagt kan man stå med traumer og hjertestop, og man går fra den ene ting til den anden. Så at være omstillingsparat er noget, jeg har med mig ind i Forsvaret,” siger hun.

På trods af sine mange års erfaring, har hun fået flere brugbare ting med tilbage til det civile.

Foto: Michael Aagaard Jensen

”Til at begynde med fik jeg tilbudt en uddannelse, som hedder Advanced Trauma Care for Nurses. Det er en uddannelse, jeg har spurgt efter de sidste otte år på min arbejdsplads. Hvert år har jeg fået at vide, at der ikke var de 10.000 kroner, det kostede. Det var så det det første, jeg blev tilbudt i Forsvaret,” siger Afi Sall.

Forsvaret har også tilbudt nogle træningsmuligheder, som ikke findes uden for hegnet. Live Tissue Training er en metode til at træne krigskirurgi. Det foregår på grise, som er levende, men er bedøvede, så de ikke mærker noget. Efterfølgende bliver grisene aflivet. Her kan sundhedspersonale træne behandling af meget livagtige krigsskader.

”Det er noget, jeg har kunnet bruge i det civile. For vi får også ofre for knivstik og skudsår ind. Jeg har også fået viden om, hvad forskellige kalibre af våben kan gøre,” fortæller hun.

Ole Juul, Beredskabsansvarlig overlæge i traumesektoren og kirurg på Skejby Sygehus

Foto: Michael Aagaard Jensen

Ole Juul arbejder til daglig fuld tid som kirurg på Skejby Sygehus. Ved siden af det arbejde er han typisk en dag om ugen ved Sanitetskommandoen. Her er han ansat i reaktionsstyrken som stabslæge 2 i Forsvarets Sanitetskommando, hvor han fungerer som generallægens chefrådgiver vedrørende reserven.

”Jeg prøver at have et overblik over, hvad de cirka 300 læger og sygeplejersker af reserven, der til daglig går rundt i hvide træsko og kittel, beskæftiger sig med. Samtidig finder jeg ud af, hvilke typer af læger vi mangler i Forsvaret og skal rekruttere,” siger han.

Ud over de læger og sygeplejersker, som er en fast del af reserven, holder Ole Juul også fast i en lille gruppe af læger, som ikke er en del af det militære system. Det er læger, som var militærlæger, da de var yngre, men som ikke længere er i systemet. Eksempelvis fordi deres speciale ikke passer ind i den nuværende struktur. Til gengæld har de andre nyttige kompetencer.

”Det er en kæmpe styrke, at vi har sådan en skjult reserve, der engang var militærlæger, og som har en køjesæk med en uniform stående og er klar, hvis vi spørger. F.eks. kunne jeg blive spurgt, om vi ikke har en øjenlæge, for nu har vi nogle Siriusfolk, der skal lære at lave et eller andet indgreb, hvis de bliver skadet i øjet. Så har vi en kæmpe flok af reservister, der alle sammen er utrolig beredskabsvillige. Vi finder altid en, der kan,” fortæller han.

Det er ikke kun Forsvaret, der nyder godt af lægerne fra det civile sundhedssystem. Ole Juul har selv flere udsendelser bag sig. Fra dem har han opnået mange færdigheder, som han bruger i sit daglige arbejde på Skejby Sygehus. Helt lavpraktisk har han fået erfaring med krigskirurgi. Samtidig har han fået et stort internationalt netværk blandt kollegaer hos vores allierede.

”Krigskirurgi er ikke noget, man har stor erfaring med i Danmark. Vi har opereret en del af de ofre, der er kommet fra Ukraine. Da jeg stod med de første patienter derfra, var tingene væsentlig anderledes end normalt. Så har jeg behov for at kunne ringe til nogen, der kan fortælle mig, at det, vi gør, er rigtigt. I sådan en situation er det netværk, jeg har oparbejdet internationalt utrolig vigtigt,” siger han.

Ole Juul har igennem årene set, hvordan dygtige ledere i Forsvaret har taget meget tunge beslutninger under et stort pres. Det har smittet af på ham.

”Nogle gange står jeg på Skejby og er traumeleder til det, vi kalder et udvidet traume, som er, når vores patienter er allerdårligst. Så står vi typisk i underkanten af 50 mennesker i et rum, for at alle specialer er med. Der bruger jeg nogle af de redskaber, jeg har lært i Forsvaret. De redskaber, som er lært ind ved øvelser og missioner. Det er bare noget, Forsvaret kan. Det er ikke noget, man fokuserer så meget på i den civile sundhedsverden,” fortæller Ole Juul.

Mette Søholm Hansen, læge ved Afdeling for Øre-Næse-Halskirurgi og Audiologi på Rigshospitalet

Foto: Michael Aagaard Jensen

Mette Søholm Hansen har som en del af sin reservelægeuddannelse fået en officersuddannelse. Hun har været udsendt til Irak, været med jagerpiloterne til Baltikum, sejlet med Søværnet ved Grønland, og så har hun arbejdet på Forsvarets redningshelikoptere. Senest var hun i Mali med et dansk transporthelikopter-bidrag for at hjælpe Frankrig på NATO-missionen i landet.

”Jeg har noget militær personel i min familie, og jeg har altid godt kunne tænke at bruge min lægefaglighed på andre steder end bare på et hospital,” fortæller hun.

Når man som læge er udsendt af Forsvaret, har man ikke de samme muligheder som på et hospital. Det betyder, at ressourcerne kan være knappe, og der ikke lige er en kollega rundt om hjørnet, man kan spørge til råds. De vilkår har styrket Mette Søholm Hansen i sit civile job.

Foto: Michael Aagaard Jensen

”Forsvaret giver dig noget selvstændighed, som du ikke får i det civile system. I det civile system bliver du uddannet til at passe ind i en række af folk, der udfører en fælles opgave. I Forsvarets system bliver du uddannet til at varetage en opgave selvstændigt. Selvfølgelig skal du også kunne søge hjælp. Men du skal vide, at du til syvende og sidst kan være alene om at løse problemet,” siger hun.

Samtidigt bliver du som forsvarslæge-aspirant personlighedstestet. Det er derfor en bestemt type, der bliver udvalgt til at få den forsvarslægeuddannelse, Mette Søholm Hansen har.

”Forsvaret går efter personlighedstyper, som er dem, der tager affære og tager et stort ansvar i en given situation. De militære kollegaer, jeg har arbejdet sammen med, er også nogle af dem, jeg virkelig har kunnet regne med, og som har været gode til at tage selvstændige beslutninger og har forstået det ansvar, de stod med” siger hun.