Militær oplevelsesdag med InterForce Nordjylland

Lørdag den 13. juni 2026 afholdt InterForce Nordjylland Militær Oplevelsesdag på Sergentskolen i Frederikshavn. De syv deltagende hold ankom i højt solskin. Selvom det gode vejr ikke holdt hele dagen, blev deltagerne under alle omstændigheder våde – en af dagens store discipliner foregik nemlig i vandet.

Ved ankomsten bød regionsambassadør for InterForce Nordjylland, Christian Brynje, velkommen. Han benyttede lejligheden til at fortælle om værdien af at være medlem eller støttemedlem af InterForce, ligesom han oplyste deltagerne om den geopolitiske situation og berettigelsen for Reservestyrken. Sidst fortalte han om hvad der rører på sig i InterForce Nordjylland og om kommende arrangementer.

Dagens discipliner
Herefter gik det løs! Alle hold skulle igennem de samme tre udfordrende stationer:
- Det indendørs vandbassin: Her blev deltagerne testet i et simuleret bølgebassin. Opgaverne bød blandt andet på “redning” af otte mand på fire meters dybde, spring fra 3- og 5-meter vipperne med gevær attrap samt svømning i bølger. Deltagerne skulle også forcere en gummibåd fra vandet, padle frem og tilbage og gennemføre hårde fysiske øvelser på land både før og efter vandaktiviteterne.
- Skydebanen: Efter en grundig instruktion i våbenhåndtering prøvede deltagerne kræfter med både kortbane (håndvåben) og langbane (gevær). Holdene udviste stor træfsikkerhed og indlevelse i disciplinen.
- Fysiske militærdiscipliner: Den sidste station bød på løb, bevægelsesøvelser og håndgranatkast med attrapper. Derudover blev deltagerne udfordret på tid i adskillelse og samling af våben samt knobbinding.

Forplejningen var autentisk; fra morgenstunden fik holdene udleveret feltrationer, som de selv skulle opvarme og dosere i løbet af dagen.

Velfortjent hvile og dagens vinder
Selvom feltrationerne faldt i god jord, var eftermiddagens kaffe og kage nok dagens sande højdepunkt. Her kunne de trætte deltagere endelig læne sig tilbage, mens resultaterne blev forkyndt og præmierne overrakt.

STOR tak for kampen til de deltagende virksomheder: GomSpace, MyDefence A/S, Skadeservice Nord ApS og Advokatfirmaet Vingaardshus A/S. Andenpladsen blev delt flot mellem S. P. Jensen A/S og Brix & Kamp A/S, mens sejren og trofæet gik til CEGO A/S.
