14 virksomheder og det første politiske parti underskriver støtteerklæring

22. oktober 2025 afholdt InterForce Region Hovedstaden et Skjoldoverrækkelsesarrangement på Kastellet for støttevirksomheder, hvor de fremmødte samtidig forpligtede sig til at give medarbejdere, der er reservister, fri til at gøre tjeneste i uniform i min. fem dage om året.
Tekst: Kenneth Jørgensen
Fotos: Simon Staffeldt Schou
Med et øget trusselsniveau er vigtigheden af Reservestyrken indsats for Forsvarets og Beredskabets virke i krisesituationer forstærket.
Derfor var 14 virksomheder og det første politiske parti, Socialdemokratiet, i InterForce Region Hovedstaden mødt op på Kastellet for at erklære og fejre deres støtte og opbakning til InterForce.
Fælles samfundsopgave
I Kommandantgårdens imponerende bygning blev de mange fremmødte budt velkommen af InterForce regionsambassadør i Region Hovedstaden og oberstløjtnant af reserven Michael Wallin.
Efter en introduktion af alle deltagerne fortalte han om det aktuelle trusselsbillede: Ruslands ambition om at gennemtvinge ændring af den sikkerhedspolitiske orden i Europa, intensivering af hybride virkemidler, påvirkningskampagner samt sabotage.

”Truslen er kommet for at blive,” fastslog han og takkede de fremmødte for støtten, hvorefter hver enkelt repræsentant på skift trådte frem og skrev under på, at virksomhedens medarbejdere, der er reservister eller frivillige i Forsvaret, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og Kystredningstjenesten, kan gøre tjeneste i uniform med fri løn i min. fem dage om året.
”For medarbejderne betyder dette vedligeholdelse og udvikling af kompetencer, overskud og energi i hverdagen og fortsat bidrag til dét fællesskab, der ligger i at kunne give noget tilbage til samfundet,” understregede Michael Wallin og fortsatte:
”For virksomhedernes vedkommende er de med til at løfte den fælles samfundsopgave og samtidig kunne fastholde medarbejdere, mens samfundet drager stor nytte af Reservestyrken ifm. med kriser og beredskab.”
Deltagerne
Støttevirksomhederne, der underskrev, var:
• Venaris Executive Search
• Semler Gruppen A/S
• JUUL & NIELSEN A/S
• SOCIALDEMOKRATIET
• DEN SOCIALDEMOKRATISKE SEKRETÆRORDNING
• conXus A/S
• SWE
• Ingeniørforeningen, IDA
• Risk Intelligence A/S
• LMPihl
• LM Byg A/S
• Pihl A/S
• DXC Technology
• PANTOM A/S

InterForce tæller nu over 70 støttevirksomheder og over 3.500 medlemsvirksomheder, som alle får mulighed for at deltage i årets mange arrangementer. I InterForce Region Hovedstaden er det bl.a. Stærekassemøder, Rosenborg-koncerten, Sikkerhedspolitisk temaaften, Militære Udfordringsdage mm. Næstkommende arrangement er i november, hvor en ukrainsk general giver oplæg om den verserende krig med Rusland.
Skjoldoverrækkelser
Efter seancen trak de mange fremmødte udenfor på Kastellet og blev taget imod af sikkerhedsofficer Jakob Dyhr ved Grundstensmonumentet til introduktion af Monumentet for Danmarks Internationale Indsats efter 1948 – En tid, Et sted, Et menneske, Den Evige Ild og refleksionsrummet med navnene på de, der er omkommet i Danmarks tjeneste.

Ved monumentet overrakte formanden for InterForce Region Hovedstaden, Martin Bøge Mikkelsen, skjolde til støttevirksomhederne som symbol på båndet mellem virksomhederne og InterForce, inden deltagerne fulgtes tilbage til Kommandantgården, hvor der blev netværket, mens lidt mad og et glas blev serveret.

Arrangementet sluttede efter to timer.
Tak
InterForce Region Hovedstaden vil gerne takke sikkerhedsofficer Jakob Dyhr for rundvisningen på Kastellet og introduktion til monumenterne samt de fremmødte støttevirksomheder for deres store bidrag.