- By InterForce

Veteranforening fylder rundt

Landets største veteranforening, Danmarks Veteraner, blev stiftet den 26. oktober 1968. På 50-års jubilæumsdagen er alle landets veteraner inviteret til jubilæumsfest. Mange danske veteraner er stadig en del af Reserven eller frivillige i Hjemmeværnet – samlet kaldet Reservestyrken.

Af Morten Fredslund

Det er i dag officielt sidste frist for tilmelding til Danmarks Veteraners jubilæumsfest- og stævne, der finder sted på Ryes Kaserne de 26. oktober.

Danmarks Veteraner blev stiftet som FN Soldaterforeningen De Blå Baretter på foranledning af Richard Buxbom og Torben Alstrup Nielsen den 26. oktober 1968 i Fredericia. I 2016 skiftede foreningen navn til Danmarks Veteraner.

”Navnændringen var en naturlig følge af, at Danmarks engagement i internationale missioner i stort omfang også bliver gennemført i rammen af andre internationale organisationer end FN,” siger Per Amnitzbøl Rasmussen, der er formand for FN Museet, som også vil være tilstede ved jubilæumsarrangementet med en særudstilling om dansk international indsats.

Prins Joachim er æresgæst og hovedtaler

Omkring 65.000 danskere har status som veteran efter at have været udsendt i en international mission. En stor del af veteranerne er fortsat tilknyttet Reservestyrken – enten som frivillige i Hjemmeværnet eller som en del af forsvarets Reserve.

Danmarks Veteraner har i dag ca. 3.200 medlemmer og 22 lokalforeninger fordelt i hele Danmark og på Færøerne. H.K.H. Prins Joachim er protektor for Danmarks Veteraner, og prinsen er såvel æresgæst som hovedtaler ved 50-års jubilæumsarrangementet den 26. oktober.

65.000 danskere har siden 1948 været udsendt til en international mission. 3.200 af dem er medlem af Danmarks Veteraner, der den 26. oktober holder 50-års jubilæumsstævne- og fest på Ryes Kaserne i Fredericia. Alle veteraner er velkomne.
Arkivfoto: Morten Fredslund 

Til arrangementet i Fredericia inviterer Danmarks Veteraner alle veteraner fra de tre værn af Forsvaret samt Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen, politiet, Civile myndigheder m.fl., til at deltage og mødes med kammerater og kollegaer fra dengang, de var udsendt til en mission et eller andet sted i verden. Man behøver således ikke at være medlem af Danmarks Veteraner for at deltage.

Programmet omfatter blandt andet parade, jubilæumstaler, dekorering med 50 års mindemedaljer m.v., og reception. Arrangementet afsluttes med koncert med danske Guns N’Roses Jam og festfyrværkeri. Der kræves billet til koncerten.

”Skulle man være sent ude, kan man efter i dag nå at tilmelde sig arrangement ved at kontakte landsforeningen via danmarksveteraner.dk eller Carl Åkerlund på caa@danmarksveteraner.dk,” siger Per Amnitzbøll Rasmussen.