- By Morten Fredslund

I felten for InterForce

InterForces regionale ambassadørordning blev etableret i 2018, og knap 40 ambassadører er nu trukket i arbejdstøjet. Deriblandt advokat, reserveofficer og partner i Trolle Advokatfirma Steen Jørgensen.

Af Morten Fredslund

Advokat Steen Jørgensen er en af de ambassadører fra Reservestyrken, som er tilknyttet InterForce Region Syddanmark. Foto: Morten Fredslund

En personligt kontakt hvert andet år. Det er, hvad InterForces støttevirksomheder i Region Syddanmark kan se frem til efter regionens ambassadørordning blev en realitet i august 2018.

»Det er i hvert fald målsætningen. Nogle virksomheder vil måske mene, det er for ofte, og det må vi så lytte til, men ambitionen er, at vi skal besøge InterForce-virksomhederne i regionen en gang hvert andet år.«

Det siger Steen Jørgensen, der er advokat og partner i Trolle Advokatfirma, som har omkring 50 ansatte fordelt på afdelinger i Fredericia, Middelfart, Kolding, Vejle og København.

Steen Jørgensen har møderet for Højesteret og har primært sin specialisering inden for erhvervsret. Siden 1993 har han tillige været reserveofficer, og da han fik tilbuddet om at blive tilknyttet InterForces regionale ambassadørkorps, var han ikke længe om at betænke sig.

»Det ville jeg selvfølgelig gerne, for det er en vigtig opgave. Jeg har selv været reserveofficer i mange år – også før jeg blev indehaver og partner. Så selv om det ikke har været et konkret problem for mig at få fri til tjeneste i Forsvaret, ved jeg jo godt, at det kan være en udfordring for andre at få fri til militærtjeneste fra arbejdsgiveren,« siger Steen Jørgensen.

Besøg hos såvel nye som ”gamle” virksomheder

Han er en af i alt seks ambassadører i InterForce Region Syddanmark. Alle er de reserveofficerer, som har sagt ja til ambassadørhvervet ved siden af deres tilknytning til deres hidtidige militære enhed som reserveofficer.

»I Region Syddanmark tager én ambassadør sig af kontakt til alle borgmestrene på Fyn, mens andre tager sig af bestemte geografiske områder. Nogle af de virksomheder, jeg skal samarbejde med, kender jeg allerede, så dem tager jeg bare fat i, fordi her ved jeg, hvem jeg skal tale med. Og så er dialogen etableret,« siger Steen Jørgensen.

Han har allerede besøgt en halv snes virksomheder, hvoriblandt nogle er ukendte med InterForce, mens andre har været medlemmer i en årrække.

»I Region Syddanmark er det vores mål at besøge alle nuværende medlemsvirksomheder inden for en to-årig periode. Og hvis der er nogen, vi identificerer, som vi ikke har i kartoteket, men de burde være der, så opsøger vi også dem. Så det er en blanding af nogle, der har sagt, at de gerne vil være med, og virksomheder der ikke har været med i InterForce før,« fortæller Steen Jørgensen.

Hans seneste kontakt var hos lydpotte-producenten Dinex i Middelfart. Virksomheden har godt 1.500 ansatte på verdensplan og meldte sig ind i Inter-
Force efter Steen Jørgensens besøg. Og netop kombinationen af at hverve nye virksomheder og fastholde ældre medlemskaber via peronlig kontakt er hele ideen bag ambassadørordningen, som fra centralt hold blev lanceret ved indgangen til 2018.

På landsplan er der i skrivende stund udpeget 35 InterForce-ambassadører, og ifølge Steen Jørgensen er der i høj grad brug for et direkte link mellem InterForce og medlemsvirksomhederne.

Ny mand i direktørstolen

»Nogle støttevirksomheder kender ikke til InterForce, og når vi forklarer, at det har noget med forsvaret at gøre, lyder det tit: Forsvaret? Det kender vi ikke noget til. Det viser sig så ofte, at der har været en direktør for flere år siden, som meldte virksomheden til InterForce, men som ikke er der mere. Og så må man jo forklare det fra bunden. Heldigvis vil langt de fleste gerne høre mere om InterForce over en kop kaffe,« fortæller Steen Jørgensen.

Ud over ambassadør-hvervet bruger han selv to-tre uger i uniform om året. Han var blandt andet i 14 dage med på den store NATO-øvelse Trident Juncture i Norge sidste år.

»Jeg har ikke problemer med min arbejdsgiver, da jeg som partner er min egen arbejdsgiver. Men omvendt har jeg nogle partnerkollegaer som kræver, at vi har vores fulde opmærksomhed på virksomheden. Så hvis jeg måtte have behov for at være væk i længere tid, er det noget, jeg drøfter med mine partnere og kolleger,« siger Steen Jørgensen.

Han mener, at alle organisationer har godt af at indse, at uanset hvor vigtige, man selv synes, man er, så er ingen uundværlige.

»Selvom jeg har svært ved at forestille mig, at min virksomhed kan køre videre uden, at jeg er til stede, ja, så plejer det at gå ganske fint alligevel, selvom jeg var væk et par uger. Og i bund og grund tror jeg, at det er sundt for en organisation også at kunne undvære en medarbejder i perioder. Vi har jo også medarbejdere, der er væk til kurser, på barsel eller strafferetsadvokater, der sidder 35 dage i retten. En virksomhed af en vis størrelse skal kunne tåle de skvulp, der opstår, når man trækker ressourcer ind og ud af systemet,« siger Steen Jørgensen.

Soldater lægger en plan – og får opgaven løst

Ud over at pege på problematikken omkring frihed og fleksibilitet over for virksomhedernes medarbejdere med tilknytning til Reservestyrken – dvs. Forsvarets Reserve og Hjemmeværnet – mener Steen Jørgensen, at der også venter InterForce-ambassadørerne en stor opgave i at informere virksomhederne om Reservestyrken og forsvaret generelt.

»Da jeg blev uddannet reserveofficer i 1993, var der langt flere i reserven, end der er i dag. Vi – reserveofficerer – var alle steder. I dag er der næsten intet reservepersonel tilbage.

»Der er derfor et begrænset kendskab til reserven og forsvaret, når vi kommer ud i virksomhederne, og vi har en vigtig opgave i at oplyse om, hvad reservens opgaver helt grundlæggende går ud på. Reserven er under opbygning lige nu, og der kommer et markant indtag senere, hvor man så kan sige: Ok, hvorfor skal jeg som virksomhedsleder vælge at ansætte en soldat? Det skal vi som InterForce-ambassadører så hjælpe med at visualisere for virksomhederne.«

Hos Trolle Advokatfirma har Steen Jørgensen netop ansat to advokatfuldmægtige, der tilfældigvis ud over deres øvrige kvaliteter begge har en militær baggrund.

»Når jeg skal ansætte personer, er det vigtigt, at de rette kompetencer er til stede hos medarbejderne. Jeg har kendskab til den uddannelse, medarbejderne i forsvaret får, og derfor tæller dette som et plus, når jeg skal bedømme mulige ansøgere til stillinger i min organisation. De øvrige uddannelsesmæssige kvalifikationer er dog de vigtigste, men en uddannelse fra forsvaret kan virke som et rigtig godt supplement i lighed med andre kvalifikationer,« siger Steen Jørgensen.

Det er derfor vigtigt, at potentielle ansøgere husker at gøre opmærksom på deres eventuelle uddannelsesmæssige baggrund i forsvaret, når jobansøgningen lander på Steen Jørgensens bord.

»For hvad er det soldaten kan konkret? Han kan holde fokus på opgaven. Hvis en soldat får en opgave, så får han den løst. De tager ansvar. De tager ejerskab til opgaven. Det er bare noget, soldater kan. Læg en plan, løs opgaven. Det er faktisk noget, man kan bruge rigtig mange steder i både det offentlige og i det private, og det er selvfølgelig noget af det, jeg fortæller om, når jeg tager ud og besøger HR- og virksomhedsledere i min egenskab af InterForce-ambassadør,« siger Steen Jørgensen.

Du kan også finde denne artikel i Magasinarkivet under InterForce News 2019/3.