Temaaften om cyberrobusthed hos Nationalbanken
InterForce Region Hovedstaden og Hovedorganisationen for Personel af Reserven i Danmark (HPRD) samlede den 22. juni medlemsvirksomheder og samarbejdspartnere hos Danmarks Nationalbank til en temaaften om cybertrusler, beredskab og samarbejdet mellem erhvervsliv og forsvar.
Tekst: Kenneth Jørgensen
Fotos: Alexander Wøhlk
Interessen for temaaftenen Opbygning af cyberrobusthed – en fælles opgave! var stor.
Arrangementet blev udsolgt på én dag. Det vidner ifølge Oberst og Militærkoordinator Peer Sander Rouff om den stigende opmærksomhed på cybersikkerhed blandt danske virksomheder.

I sin velkomst understregede han InterForces rolle som bindeled mellem erhvervsliv og forsvar.
“Vi står på broen, hvor vi skaber sammenhæng mellem Forsvaret og erhvervslivet.”
Han fremhævede samtidig betydningen af den dobbelte karriere, hvor medarbejdere kombinerer en civil stilling med tjeneste i uniform. Med omkring 1.000 medlemsvirksomheder i Region Hovedstaden er InterForce med til at styrke forståelsen mellem to sektorer, der i stigende grad er afhængige af hinanden. Ikke mindst i lyset af den aktuelle sikkerhedspolitiske situation og de hybride trusler mod Danmark.
Mest vanskelige trusselsbillede siden 2. verdenskrig
Aftenens vært var Danmarks Nationalbanks direktør, Christian Kettel Thomsen. Han modtog ved samme lejlighed InterForce-skjoldet som anerkendelse af Nationalbankens engagement som medlemsvirksomhed til InterForce.

Han pegede på Nationalbankens rolle som både ”bankernes bank” og beredskabsorganisation med ansvar for kritisk infrastruktur og samfundets økonomiske stabilitet. Evnen til at opretholde centrale samfundsfunktioner – også under kriser – er afgørende. Derfor arbejder Nationalbanken blandt andet med løsninger, der kan sikre betalinger, selv hvis digitale systemer bliver ramt.
“Derfor er dagens tema yderst velvalgt,” lød det fra direktøren.
Efter introduktion ved moderator Maiken Lykke, CEO i CGI, forperson for IT-Branchens hovedbestyrelse og medlem af forretningsudvalget i InterForce Region Hovedstaden blev deltagerne præsenteret for et bredt perspektiv på cybertruslen og behovet for øget robusthed.
Christine Engel Christensen, vicedirektør i Styrelsen for Samfundssikkerhed, tegnede et alvorligt billede af den aktuelle situation.
“Vi står i det mest vanskelige trusselsbillede siden 2. verdenskrig,” fastslog hun.

Vicedirektøren gennemgik udviklingen på cyber- og informationssikkerhedsområdet, de kommende strategiske initiativer og arbejdet med at styrke Danmarks samlede cyberberedskab. Samtidig fremhævede hun det voksende fokus på at udvikle nye talenter gennem blandt andet det civile cyberprogram. Det skal bidrage til at udvide rekrutteringsgrundlaget til cybersikkerhedssektoren.
Vi er sårbare
Fra erhvervslivets side understregede Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv, at cybersikkerhed ikke længere er et nicheområde for specialister.
“Vi er sårbare. For vi er et af de mest digitaliserede lande i verden. Det her rammer alle virksomheder i alle størrelser,” sagde han.

Han pegede på, at både geopolitisk usikkerhed og den hastige udvikling inden for kunstig intelligens ændrer trusselsbilledet markant. Samtidig fremhævede han cyberværnepligten som et vigtigt skridt i den rigtige retning.
Vi har brug for jeres hjælp
Netop kompetenceopbygning var også omdrejningspunktet, da Alex Steninge Jacobsen, fungerende chef for Flyvevåbnets Cyberreserve, fortalte om ambitionerne for cyberreserven.
Han beskrev, hvordan reserven giver mulighed for at bringe civile kompetencer i spil til gavn for Forsvaret og den nationale sikkerhed. Målet er at samle og udvikle cyberområdet, så Flyvevåbnets operative effekt styrkes gennem et tæt samspil mellem militære og civile specialister.
“Vi har brug for jeres hjælp, så henvend jer endelig,” lød opfordringen til de mange fremmødte virksomheder.

De smøger ærmerne op og går i gang
Kasper Hjortborg Kristiansen, forperson for Foreningen for Danske Cyberalumner, gav derefter et indblik i cyberværnepligten og de unge, der hvert år uddannes til at håndtere digitale trusler. Han beskrev samtidig, hvordan de tidligere cyberværnepligtige fortsat bidrager til samfundets cybersikkerhed gennem deres netværk og faglige fællesskab.

Hvordan disse kompetencer skaber værdi i praksis, blev illustreret af Rune Doberck, Group Chief Security Officer i Norlys. Som ansvarlig for sikkerheden i en af Danmarks største energi- og telekoncerner fremhævede han de cyberværnepligtiges operative erfaring, disciplin og evne til hurtigt at omsætte teori til handling.
“De smøger ærmerne op og går i gang med det samme,” sagde han og pegede på, at cyberværnepligtige ofte bidrager med både tekniske færdigheder, praktisk erfaring og en stærk forståelse for beredskab og krisehåndtering.
Paneldebat, samtaler og netværk
Den efterfølgende paneldebat samledes Christine Engel Christensen, Kasper Hjortborg Kristiansen og Rune Doberck til en samtale om blandt andet manglen på cyberkompetencer, behovet for uddannelse og mulighederne for at styrke samarbejdet mellem den offentlige og private sektor.
Der blev sat fokus på, hvordan virksomheder kan skabe fleksible rammer for medarbejdere med tilknytning til Forsvaret, og hvordan erfaringer fra både cyberværnepligt og reserve kan komme arbejdsgiverne til gavn. Samtidig blev der diskuteret muligheder og udfordringer ved at tiltrække udenlandske kompetencer samt betydningen af kunstig intelligens for fremtidens arbejdsmarked.

Et gennemgående budskab var, at cybersikkerhed ikke alene handler om teknologi. Det handler i høj grad også om mennesker, kompetencer og viljen til at bidrage til samfundets samlede robusthed.
Efterfølgende fortsatte samtalerne under netværksdelen, hvor deltagerne havde mulighed for at udveksle erfaringer og perspektiver på et område, der kun bliver mere aktuelt i de kommende år.

InterForce takker Danmarks Nationalbank for at lægge rammer til arrangementet samt moderator Maiken Lykke og oplægsholderne Christian Kettel Thomsen, Christine Engel Christensen, Jakob Ellemann-Jensen, Alex Steninge Jacobsen, Kasper Hjortborg Kristiansen og Rune Doberck for deres engagerede bidrag til en både relevant og velbesøgt temaaften.
Læs også om InterForces nye komité, som samler toplederne fra dansk erhvervsliv med Forsvarets og beredskabets chefer.