- By Simon Staffeldt Schou

Militær udfordringsdag i Region Hovedstaden

Tirsdag den 12. maj 2026 mødte ni virksomheder fra Region Hovedstaden ind på Garderkasernen i Høvelte for at deltage i holdkonkurrence i militære udfordringer.

Dagens discipliner

Dagen bød på individuel løbekonkurrence på den klassiske forhindringsbane, hvor pulsen kom helt op og deltagernes teknik og kondition kom på prøve. Derudover skulle holdene gennemføre konkurrence i militære færdigheder som f.eks. afstandsbedømmelse, afmærkning af terræn og opsætning af bivuak, alt sammen mens de var bundet sammen to og to.

På skydebanen fik deltagerne mulighed for at prøve kræfter med gevær M95 individuelt og som hold, og i GSIMS-skydeanlægget, en slags skydebiograf, skulle deltagerne individuelt og på tid ramme præcist med gevær M/10 på afstande fra 150 til 50 meter.

Alle deltagere gik til opgaverne med gåpåmod og højt humør og klarede sig flot under kyndig instruktion fra befalingsmænd og officerer fra Livgarden og Hjemmeværnets frivillige.

Mere end bare en konurrence

“Vores Militære Udfordringsdag er med til at give de deltagende virksomheder en oplevelse og en tættere forståelse af, hvordan Forsvaret uddanner og træner. Derudover er det en fantastisk måde at netværke på mellem virksomhederne og samtidig møde nogle af Forsvarets mange ansatte, både værnepligtige, fastansatte, reservister og Hjemmeværnet. Dette er vigtigt for forståelsen hos det civile erhvervsliv, når de skal afgive medarbejdere som løser opgaver, enten som frivillig soldat i Hjemmeværnet eller som en del af reserven,” sagde Regionambassadør, Oberstløjtnant-R Michael Wallin, InterForce Region Hovedstaden.

Vindere og anerkendelser

I år blev det Vikingbus, der løb med pokalen og titlen som Bedste Hold 2026. Coop løb med 2. pladsen og SWE med 3. pladsen. Der var også imponerende individuelle præstationer på de øvrige hold, og dagens dommer fastslog, at flere af de tider der blev sat på forhindringsbanen lover godt for en militærkarriere.

Ved dagens afslutning overrakte Michael Wallin InterForce medlemsskjolde til tre af de deltagende virksomheder som tak for deres støtte til Forsvaret og Reservestyrken.

InterForce Region Hovedstaden takker Yavica, Vikingbus, E. Kornerup, Hosta Ejendomme, Accobat, SWE, Schiøtt Installationer, Raadgiver.dk og Coop for en god dag med gåpåmod og god holdånd. Og en stor tak til Livgarden og Hjemmeværnet for godt samarbejde og for at have skabt rammerne for endnu et vellykket arrangement.