- By Simon Staffeldt Schou

Ledelse i første linje

InterForce Region Hovedstaden satte igen den svære og spændende disciplin first-line leadership på dagsordenen. Det skete i en erfaringsudveksling mellem unge civile og militære ledere.

Tekst og fotos: Lars Kunov                

Loyalitet, situationsbestemt ledelse, fokus på hovedopgaven og mange andre ledelsesmæssige dilemmaer. Det var temaerne, da 30 deltagere fra Forsvaret og civile virksomheder var samlede til det årlige First Line Leadership-arrangement. Igen i år blev det arrangeret af InterForce Region Hovedstaden og afholdt på Forsvarets Sprogskole på Svanemøllens Kaserne.

Brobygning

Oberst Peer Sander Rouff, militær koordinator for InterForce Region Hovedstaden, indledte med en symbolsk gestus ved at præsentere et billede af Storebæltsbroen. Den repræsenterede både det at “stå på broen” og ideen om at bygge bro mellem det civile og militære – en kerneopgave for InterForce.

First Line leadership InterForce
Oberst Peer Sander Rouff bød velkommen til first line leadership-arrangementet på Forsvarsakademiet

Obersten satte rammen for aftenen ved at fortælle om den aktuelle sikkerhedspolitiske situation i Ukraine, Mellemøsten og Sydøstasien. En situation, der giver baggrunden for det nye forsvarsforlig og de store opgaver, som Forsvaret står over for. Og dermed hvorfor civilt-militært samarbejde er af så stor betydning.

Situationens alvor understreger nødvendigheden af arbejdet i InterForce. Et arbejde, der handler om at sikre, at civilt ansatte med tilknytning til Forsvaret og beredskabet kan få fri til at gøre tjeneste, når der er brug for det.

Autentisk lederskab

Første indlæg stod Martin Lund Knudsen, CEO og ejer af Tailor Business Consulting, for. Han delte sin erfaring med ledelse og kontekst. Med 27 års erfaring hos NCC, hvor han startede fra bunden og endte som kommerciel landeansvarlig med en omsætning på 4,2 mia. kr., gav Knudsen værdifulde pointer om at handle i overensstemmelse med ens værdier, at fokusere på hovedopgaven, ”at gøre det rigtige” og at turde udfordre opad.

First line leadership InterForce
CEO og ejer af Tailor Business Consulting, Martin Lund Knudsen, var første indlægsholder

Martin understregede samtidig vigtigheden af et autentisk lederskab og det at opbygge karriere på resultater frem for personlige intriger. Selvom det kan have sine risici, er det afgørende at kunne se sig selv i spejlet.

Involvering af medarbejdere

Næste indlæg var fra major Hans C. N. Rørvang, chef for vagtkompagniet ved Den Kongelige Livgarde. Rørvang, der ind imellem sin militære karriere har været leder i Københavns Lufthavn, fremhævede vigtigheden af at involvere medarbejdere og orientere overordnede om nødvendige valg. Ikke mindst, når der skal handles i svære situationer.

First line leadership InterForce
Næste indlægsholder var chefen for vagtkompagniet ved Den Kongelige Livgarde, major Hans C. N. Rørvang

Andre pointer var vigtigheden af risikovillighed og ordentlighed som leder. I lyset af konkrete sager fremhævede major Rørvang vigtigheden af altid at lytte til begge parter i en sag. Noget ikke mindst en tidligere politimand kunne bekræfte i de efterfølgende gruppedrøftelser.

Under gruppearbejdet blev der drøftet emner som loyalitet, lederstil og håndtering af svære samtaler.

Situationsbestemt ledelse

I plenum styrede Kristian Paugan, ambassadør i InterForce Region Hovedstaden, den efterfølgende debat. Her blev diskuteret livligt om dilemmaer i ledelse og loyalitet. Diskussionen kredsede om, hvordan man bedst udviser loyalitet, både opadtil og nedadtil, samt betydningen af ærlighed og inddragelse.

Det blev understreget, at ledelse er forskellig, afhængigt af konteksten og kulturen, og at det autentiske lederskab er af afgørende betydning. Desuden blev betydningen af forberedelse til svære samtaler fremhævet, samt vigtigheden af at være konkret og lyttende.

Det gamle udtryk ”situationsbestemt ledelse” blev igen og igen fremhævet. Rollen som førstelinjeleder handler om hele tiden at tilpasse sin ledelse til skiftende situationer med opgaven som kompas.

En succesfuld platform

Afslutningsvis opsummerede oberst Peer Sander Rouff dagens indsigter og opfordrede deltagerne til at erkende og omfavne forskelligheden i ledelsesteams, samt til at dyrke tillid, balancen mellem dilemmaer og udøvelse af dømmekraft.

Efter arrangementet var der mulighed for at netværke og hygge over en lækker tapasbuffet. Drøftelserne og erfaringsudvekslingerne forsatte livligt, og også de tilstedeværende garvede topchefer deltog ivrigt. First-line leadership er der, hvor kernen til fremtidens topledelse dannes. Derfor er det den vigtigste ledelsesdisciplin at mestre.

Arrangementet First-line Leadership viste sig endnu engang som en succesfuld platform, hvor unge ledere fra både militæret og det civile erhvervsliv kan udveksle erfaringer og skabe værdifulde netværk på tværs af sektorer.

InterForce Region Hovedstaden vil gerne endnu engang takke oplægsholderne for spændende oplæg og moderator Kristian Paugan for at lede alle trygt igennem oplæg og debatter. Vi vil også gerne takke eventkoordinator May-Britt Nissen og korporal Nicholas J. Villadsen, som håndterede det praktiske.