- By Simon Staffeldt Schou

Ansatte med dobbelt karriere: En gensidig gevinst

InterForce-arrangement på Aarhus Universitet

Soldater af reserven og de mange frivillige i Hjemmeværnet og beredskabet spiller en meget vigtig rolle i forhold til dansk forsvar og beredskab.

I en tid med cyberangreb, fremmede staters angreb på kritisk infrastruktur, pandemier, ekstremt vejr, forsyningsmæssige udfordringer og krig i Europa er der mere brug for disse frivillige og reservister end nogensinde før.

Med deres kompetencer og engagement er de ikke bare en stor gevinst for det danske forsvar og beredskab. Det er de også for deres civile arbejdspladser og studiesteder.

Derfor er det blevet endnu vigtigere at spørge, hvordan virksomheder får ledelsesmæssigt gavn af deres ansattes dobbelte karriere og engagement.

Fællesarrangement på Aarhus Universitet

Reservisternes og de frivilliges dobbelte karriere og engagement var temaet for et fællesarrangement d. 28. marts 2023 mellem InterForce Region Midtjylland og Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse på Aarhus Universitet. Målgruppen var både InterForce-medlemsvirksomheder og ledere i Forsvaret.

Der var stort fremmøde og intensiv erfaringsudveksling. Det skete ud fra indlæg fra chefen for forsvarsstaben, Kenneth Pedersen, hospitalsdirektør fra Aarhus Universitetshospital, Poul Blaabjerg, direktør fra Randers Regnskov, Henrik Herold, samt centerleder ved Kronprins Frederiks Center for Offentlig Ledelse, professor Lotte Bøgh Andersen.

Blandt oplægsholderne var bl.a. direktøren for Randers Regnskov, Henrik Herold

Især under de intensive gruppedrøftelser blev der udvekslet meget viden om ledelse i såvel civile som militær organisationer, og chefen for Hjemmeværnet bidrog også med inspirerende input om ledelse af frivillige.

Endelig gav chefen for Forsvarsstaben et øjebliksbillede af den militære situation og svarede på spørgsmål om Forsvarets langsigtede planer.