- By Simon Staffeldt Schou

Viceforsvarschefen om Zilmer-rapporten: Dyster læsning

Hvad er omfanget af de geopolitiske og sikkerhedsmæssige udfordringer, vi står overfor i denne tid? Og hvad siger Zilmer-rapporten om Danmarks sikkerhed i en verden i opbrud?

Det var fokus for det arrangement, InterForce og VL sammen havde indbudt til d. 5. oktober i Danske Banks domicil i Aarhus.

Zilmer-rapporten var en af hovedomdrejningspunkterne på InterForce / VL-mødet i Aarhus
Zilmer-rapporten var en af hovedomdrejningspunkterne på InterForce / VL-mødet i Aarhus

Ligesom ved det foregående InterForce / VL-arrangement på Frederiksberg Slot måtte forsvarschef Flemming Lentfer desværre melde afbud. For situationen i Østersøen krævede hans opmærksomhed, som en understregning af verdenssituationens alvor.

I stedet deltog chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Kenneth Pedersen, der sammen med forsvarschefen udgør Forsvarets øverste ledelse.

Deling af medarbejdere

De indbudte VL-medlemmer blev modtaget i Danske Banks domicil på havnen i Aarhus af Livgardens Tabourkorps.

To medlemmer af Livgardens Tambourkorps modtog gæsterne i Danske Banks domicil på havnen i Aarhus
To medlemmer af Livgardens Tambourkorps modtog gæsterne i Danske Banks domicil på havnen i Aarhus

Den administrerende direktør hos VL, Ida Bratting Kongsted, bød velkommen, inden hun gav ordet til den afgående formand for InterForce Region Midtjylland, Peter Vinther Christensen.

Hvad kan vi stille op som småstatsnation i forhold til det ændrede russiske trusselsbillede og de stigende udfordringer, Danmark står overfor? spurgte Peter Vinther Christensen retorisk og svarede: Vi kan yde vores del til NATO-samarbejdet.

Den afgående formand for InterForce Region Midtjylland, konsul og bestyrelsesformand Peter Vinther Christensen
Den afgående formand for InterForce Region Midtjylland, konsul og bestyrelsesformand Peter Vinther Christensen

For at vi kan gøre det, skal vi have et dansk forsvar, der har nok mandskab. Og med den udbredte mangel på arbejdskraft kræver det, at Forsvaret og det civile arbejdsmarked bliver bedre til at deles om medarbejderne.

Falck arbejder på at lave fleksible deltidsansættelser, så deres reddere både kan arbejde hos Falck og være medics hos Forsvaret. Til fælles gavn for Forsvaret og Falck. For Forsvaret får dermed i perioder nogle tiltrængte medarbejder-ressourcer. Og Falck får lettere ved at tiltrække yngre medarbejdere. Unge, der i stigende grad efterspørger alsidighed i deres ansættelser og et større værdimæssigt formål, et purpose, med deres arbejde.

Dette højere samfundsmæssige formål kan Forsvaret tilbyde, ud over en kompetencemæssigt løft af den enkelte person.

Med Falck som eksempel opfordrede Peter Vinther Christensen alle de fremmødte til at melde deres virksomheder ind i InterForce-samarbejdet.

For selvom ikke alle virksomheder vil kunne indgå det samme samarbejde med Forsvaret som Falck, vil de fleste kunne bidrage. Fx med at give deres ansatte, der er reservister eller medlem af Hjemmeværnet, fri i en række dage om året, gerne med løn. Så de kan trække i uniformen og være med til at løfte de vigtige samfundsmæssige opgaver, Danmark står overfor i en usikker tid.

Ny formand for Region Midtjylland

Derefter gav Peter Vinther Christensen ordet til den tiltrædende formand for InterForce Region Midtjylland, Henrik Herold.

Henrik Herold er direktør for og grundlægger af Randers Regnskov, kaptajn af reserven og tidligere udsendt til Jugoslavien.

Den nytiltrådte formand for InterForce Region Midtjylland, direktør for Randers Regnskov Henrik Herold
Den nytiltrådte formand for InterForce Region Midtjylland, direktør for Randers Regnskov Henrik Herold

Ved siden af sit arbejde med Randers Regnskov har han i en årrække været ambassadør for InterForce, altså bindeled mellem InterForce og en række virksomheder.

I de kommende år vil det være Henrik Herold, der vil stå bag de arrangementer, InterForce vil tilbyde i Region Midtjylland. Derudover vil han være en endnu større drivkraft for at etablere nye samarbejder mellem virksomheder og offentlige instanser i regionen og Forsvaret.

Zilmer-rapporten og Danmarks sikkerhed

Vi står midt i en radikalt forandret verden, fremhævede aftenens hovedtaler, chef for Forsvarsstaben generalløjtnant Kenneth Pedersen.

De udfordringer, Danmark står overfor, er mange. Og der mere end nogensinde før brug for, at vi står sammen om at værne om Danmarks sikkerhed.

Chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Kenneth Pedersen fortalte bl.a. om Zilmer-rapporten
Chefen for Forsvarsstaben, generalløjtnant Kenneth Pedersen fortalte bl.a. om Zilmer-rapporten

Det er nogle af de konklusioner, der bliver understreget i den dystre Zilmer-rapport, der lige er udkommet. Rapporten har navn efter den danske tidligere NATO-ambassadør Michael Zilmer-Johns, der har stået i spidsen for en bred sikkerhedspolitisk analysegruppe.

Rapporten er langtfra hyggelæsning, understregede Kenneth Pedersen, men den er vigtig læsning, ikke mindst for danske virksomheder. For den beskriver en verden, hvor magt igen står over ret. En verden, hvor virksomhederne i den grad skal overveje, hvor de placerer deres produktion eller etablerer forsyningskæder.

Kenneth Pedersen glædede sig over, at der på Christiansborg er blevet indgået et national kompromis, som sikrer flere ressourcer til Forsvaret. Det bliver der i den grad brug for ift. de udfordringer, Danmarks vil stå overfor. Både hvad angår kommende klimaudfordringer, et markant øget russisk trusselsbillede og en forventet tiltagende migration fra Afrika og Mellemøsten.

Nyt materiel og renoverede militære faciliteter gør det bare ikke alene: Forsvaret vil skulle vækste med 6.000-7.000 personel for at kunne løfte sine opgaver. I den forbindelse vil en udvidelse af Reservestyrken – herunder reserven, Hjemmeværnet og Beredskabsstyrelsen – spille en meget væsentlig rolle. Det kræver et godt samarbejde med det civile arbejdsmarked, der skal give disse frivillige fri til tjeneste.

Danmark som host nation

Efter denne indledning fortalte Kenneth Pedersen om det trusselsbillede, vi ser i forhold til krigen i Ukraine, risikoen for at Rusland bruger atomvåben, det store konfliktpotentiale i Det sydkinesiske hav. Og ikke mindst om den nye situation i Skandinavien, hvor Finland og Sverige er på vej ind i NATO.

En af konsekvenserne af NATOs udvidelse med Sverige og Finland er, at Danmark har fået en større rolle som host nation for særligt amerikanske styrker.

Danmark har en helt særlig rolle at spille som host nation ift. NATOs fremrykkede grænse mod Rusland, fremhævede Kenneth Pedersen
Danmark har en helt særlig rolle at spille som host nation ift. NATOs fremrykkede grænse mod Rusland, fremhævede Kenneth Pedersen

Det vil blive en kæmpe logistisk opgave for os som nation, hvis amerikanske tropper i større stil skal landsættes i Esbjerg Havn. Uanset om de blot er på gennemfart gennem Danmark, eller om de i en tænkt situation skal blive i landet i en kortere eller længere periode.

Med den store logistiske opgave åbner der sig en række muligheder for private danske virksomheder. Det er noget af det, Forsvaret ser nærmere på i denne tid. Sammen med muligheden for et udvidet samarbejde med de nordiske landes våbenindustrier og muligheden for at etablere en egentlig fællesnordisk kommando.

Her kan du læse Zilmer-rapporten, ’Dansk sikkerhed og forsvar frem mod 2035’.

Du kan læse om og tilmelde dig andre kommende InterForce-arrangementer ved at klikke her.