- By Anton Rask Hauge Steffensen

Stor opbakning til Uniform på jobbet-dagen i Region Hovedstaden

På Uniform på jobbet-dagen besøgte chefer for dansk forsvar og beredskab virksomheder og studiesteder over hele landet.

Det gjorde de for at takke virksomhederne og studiestederne for deres støtte. Men også for at hilse på de mange frivillige og reservister, der ved siden af deres studie eller arbejde trækker i uniform, når Danmark har brug for dem.

I Region Hovedstaden blev dagen markeret hos en lang række virksomheder, hvoraf DSB, Rigshospitalet, Falck, Ascom, Weibel og Hovedstadens Beredskab også fik officielle besøg på dagen.

DSB

Ifm. Uniform på jobbet-dagen fik DSB besøg af Forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Besøget foregik på S-togsværkstedet i Tåstrup, hvor flere reservister var trukket i deres uniform. DSB er Danmarks største operatør af passagertrafik på jernbane og som sådan en væsentlig del af den kritiske infrastruktur i Danmark. DSB er også medlem af InterForce og bakker op om beredskabet i Danmark ved at støtte medarbejdere, som er en del af reservestyrken, i deres samfundsmæssige forpligtelse.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen bliver interviewet hos DSB ifm. Uniform på jobbet-dagen.

Ved besøget havde ministeren lejlighed til at høre CEO Flemming Jensens syn på den værdi, Forsvarets tidligere ansatte og medlemmer af Reservestyrken skaber for DSB. Herefter gav ansatte, som i deres fritid er en del af Hjemmeværnet, et oplæg om deres indblik i, hvordan kompetencer opbygget i Hjemmeværnet bruges i dagligdagen på arbejdspladsen.

Ansatte i DSB, der er også er en del af Hjemmeværnet, holder et oplæg for Forsvarsminister Troels Lund Poulsen.

Rigshospitalet

Forsvarschef Flemming Lentfer besøgte Rigshospitalet, hvor han blev modtaget af en delegation bestående af regionsdirektør Jens Gordon Clausen, Centerdirektør Martin Magelund Rasmussen, Cheflæge og professor md. ved Bispebjerg Hospital Jes Bruun Lauritzen samt Cheflæge og leder af øre- næse- halskirurgi og audiologi Mads Klokker.

Forsvarschefen takkede for at måtte komme og understregede vigtigheden af at tale om reserven. Derefter fik Forsvarschefen en rundtur på Rigshospitalet, hvor Mads Klokker bl.a. viste det såkaldte svimmelhedsrum, hvor Forsvarets fremtidige piloter testes. Sidste stop på rundturen var oppe på Rigets tag på helikopterlandingspladsen, hvor der blev taget et gruppebillede.

Besøget sluttede af med et gruppebillede på helikopterlandingspladsen på taget af Rigshospitalet.

Falck

Hos Falck startede dagen ud med morgenmad, hvor vært CEO Jakob Riis tog imod InterForce Ambassadør Christian Aziz og direktør i Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg.

CEO i Falck Jakob Riis sammen med direktør i Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg.

Falck viser med opbakningen til Uniform på jobbet-dagen, at de er stolte af at støtte op om Reservestyrken og de medarbejdere, der trækker i uniform, når vi har brug for dem. En af de medarbejdere er Martin Jensen, som er area manager hos Falck og reservist i Flyvevåbnet. Martin var en af de medarbejdere hos Falck, der mødte op i uniform på dagen. Direktør i Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg benyttede også muligheden for at takke Martin for hans indsats.

Ascom

Softwarevirksomheden Ascom markerede også Uniform på jobbet-dagen. Virksomheden fik besøg af sekretariatschef for InterForce og pensioneret generalmajor Finn Winkler sammen med Regionsambassadør for InterForce Hovedstaden oberstløjtnant Michael Wallin.

I dagens anledning havde frivillig sergent i Hjemmeværnet og datamatiker hos Ascom Olliver Stensbøl trukket i sin uniform. Olliver er en af de mange, der tager det ekstra ansvar ud over sit civile arbejde og står klar til at trække i uniform, når Danmark har brug for det. Den dobbelte rolle, han varetager, er et perfekt eksempel på, hvordan militære og civile kompetencer kan deles.

Ascom er en succesfuld leverandør og partner ift. komplekse softwareløsninger til bl.a. det danske sundhedsvæsen og de danske kommuner, så virksomheden har gode erfaringer med samarbejdet mellem det offentlige og private. Ascom støtter også op om Forsvaret og InterForces arbejde.

Fra venstre ses pensioneret generalmajor og chef for InterForce sekretariatet Finn Winkler, CEO i Ascom Jens Sand Andersen, datamatiker og sergent i Hjemmeværnet Olliver Stensbøl og regionsambassadør Michael Wallin.

Weibel

Besøget hos radar-producenten Weibel i Allerød blev levende vis ledet af Senior Sales Executive Peder Pedersen, der tidligere har været direktør for Weibel i cirka 30 år. Størst opmærksomhed fik naturligvis medarbejderne ved Weibel, som også løfter opgaver i Forsvaret. De mange medarbejdere i uniform foranledigede nysgerrige spørgsmål og gav anledning til en god samtale imellem medarbejderne om, hvad det vil sige at være en del af Reservestyrken. Efter et oplæg om Weibel blev besøget afsluttet med en rundvisning i produktionen.

Direktør i Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg til oplæg hos Weibel

Hovedstadens Beredskab

I Hovedstadens Beredskab er uniformer en del af hverdagen, men på Uniform på jobbet-dag var der pludselig nogle andre uniformer at se. I Hovedstadens Beredskab arbejder nemlig en del reservister, der i dagens anledning havde taget en anden uniform på end den sædvanlige.

I dagens anledning holdt Hovedstadens Beredskab et arrangement, hvor der var besøg af generalmajor og chef for Forsvarsakademiet Flemming Mathiasen, der takkede hver enkel for deres tjeneste.

”I har valgt, i en travl hverdag, hvor andre ting hurtigt fylder, også at udfylde vigtige funktioner i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen. I er med til at gøre Danmark til et trygt og sikkert samfund, ikke bare ved jeres tjeneste her i Hovedstadens Beredskab, men i særdeleshed også ved jeres tjeneste i den uniform i bærer i dag. Tak for jeres indsats!” lød det fra Beredskabsdirektør Jakob Vedsted Andersen.

Hovedstadens Beredskab har været aktivt medlem af InterForce siden 2021 og sætter stor pris på de kompetencer, færdigheder og holdninger, som bæres ind i organisationen fra medarbejdere, der er en del af Reservestyrken.

Generalmajor og chef for Forsvarsakademiet Flemming Mathiasen takker de reservister hos Hovedstadens Beredskab

Tak for jeres støtte!

En stor tak til DSB, Rigshospitalet, Falck, Ascom, Weibel og Hovedstadens Beredskab for jeres opbakning og støtte til Uniform på jobbet-dagen. Og tak til alle de medarbejdere, der mødte op på dagen i uniform.

Vi er sammen om Danmarks sikkerhed.