- By Birgitte Nielsen

Danish Agro støtter InterForce

På vegne af Danish Agro-koncernen modtog Michael Stevns forleden InterForces medlemsskjold.

Her overrækker oberstløjtnant af reserven Lars Johansson (til højre) det fysiske bevis på Danish Agros medlemskab – et lille skjold med InterForces logo på. Til venstre koncerndirektør Michael Stevns.

Danish Agro har meldt sig ind i InterForce og giver dermed sin støtte til samarbejdet mellem forsvaret og den private sektor.

”Som stor virksomhed med visse samfundskritiske funktioner føler vi en forpligtelse til, at støtte Reservestyrken ved bl.a. at give medarbejdere, der er en del af denne, mulighed for efteruddannelse og eventuel udstationering, hvis dette er nødvendigt,” siger koncerndirektør Michael Stevns og fortsætter: ”Vi har også flere steder glæde af de kompetencer, mange medarbejdere har erhvervet, mens de var ansat hos forsvaret, og via vores støtte til InterForce kan vi, så at sige, give lidt tilbage til samfundet igen.”

Selvom medlemsvirksomhederne fra tid til anden må undvære en medarbejder i en kortere periode, oplever man på den lange bane et højere medarbejderengagement, en løbende – og for virksomheden gratis – kompetenceudvikling samt en glæde ved at vide, at man som virksomhed også på dette punkt kan bidrage til det danske samfund og vores alles tryghed og sikkerhed.

InterForce er et samarbejde mellem forsvaret og den private og offentlige sektor om forsvarets brug af reserven og Hjemmeværnets frivillige, samlet benævnt Reservestyrken. InterForces formål er ikke blot at forbedre forholdene for de medarbejdere, der har både en militær og civil forpligtelse, men også at gøre samfundet bevidst om, at forsvaret af Kongeriget Danmark er en national opgave, som lykkes bedst og mest økonomisk, når vi sammen opbygger og bruger Reservestyrken. InterForce arbejder derfor for, at udvikle forståelse og relationer mellem forsvaret og den private og offentlige sektor, og derved fremme samarbejdet mellem disse, f.eks. i form af at medarbejdere fra Reservestyrken kan bevilges perioder af frihed til militær tjeneste. InterForce arbejder ligeså for at udbrede kendskabet til de kompetencer, som Reservestyrkens medarbejdere har fra forsvaret, og som ofte også kan bringes i spil i civile job. Tilsvarende arbejder InterForce for, at man internt i forsvaret har kendskab til Reservestyrkens civile kompetencer.

Cirka 2.000 virksomheder støtter i dag InterForce, der blev etableret i 1999.