Besøg hos Ingeniørregimentet på Skive Kaserne
80 danske erhvervsledere fik en unik lejlighed til sammen med hærchefen at besøge Ingeniørregimentet på Skive Kaserne og se regimentets nyeste materiel. Bag arrangementet stod InterForce og VL – Dansk Selskab for Virksomhedsledelse

Ingeniørregimentet er en specialiseret enhed under Hæren, der håndterer en bred vifte af opgaver – lige fra i krigstid at bygge broer, lægge miner, bortsprænge forhindringer og imødegå nukleare og biologiske trusler til i fredstid at assistere Politiet med ammunitions- og bomberydning.

Regimentet har i den seneste tid modtaget en del nyt materiel og køretøjer – og mere er på vej. En række af disse køretøjer var blevet kørt frem, så de besøgende kunne se nærmere på dem og tale med deres besætninger.
Blandt køretøjerne var bl.a. en af Forsvarets nye Leguan 2-panserbrovogne, pansrede Piranha-mandskabsvogne, rendegravere samt de robotter – kendt som ”Rullemarie” – som Ingeniørregimentets EOD-tjeneste anvender til ammunitions- og bomberydning.

Hærchefens indlæg
Efter fremvisningen holdt hærchefen, generalmajor Peter Boysen, et indlæg om Hæren og dens opgaver i en ny, usikker verden.

Hærchefen har ligesom Forsvarets øvrige chefer besøgt Ukraine adskillige gange for at lære af ukrainernes erfaringer fra kampene mod de russiske styrker.
En af de ofte gentagede erfaringer fra Ukraine er, at forholdsvis billige droner let kan sætte tungt, pansret materiel ud af spillet. Det skal vi kunne imødegå – samtidig med at vi fortsat lever op til NATOs styrkemål om med kort varsel at kunne opstille pansrede enheder.
En anden erfaring fra frontlinjen er behovet for konstant udvikling af krigsmateriel i et tæt samarbejde med producenterne og leverandørerne. I Ukraine er repræsentanter fra droneproducerende virksomheder med helt ude ved frontlinjen, hvor de direkte fra soldaterne modtager input til forbedringer af deres flyvende og kørende droner.

Hastigheden i det samarbejde – og det meget tætte samarbejde mellem forsvar og industri – kan vi ikke matche endnu i Danmark. Men der sker i disse måneder en stor indsats i Forsvaret for at afbureaukratisere indkøb og for at udvikle samarbejdet med danske virksomheder.
Styrkelsen af Forsvaret
Efter en kort pause fortalte fungerende chef for Ingeniørregimentet oberstløjtnant Henrik Madsen om regimentets opgaver, dets nye materiel og om, hvordan Skive Kaserne skal udbygges i den kommende tid for at kunne huse de mange nye værnepligtige.

Forsvaret er i fuld gang med en historisk styrkelse og opbygning, og antallet af værnepligtige skal stige fra ca. 5.000 til op mod 7.500 mænd og kvinder årligt. Derudover bliver den almene værnepligt forlænget fra fire til 11 måneder, og de værnepligtige vil i højere grad indgå som en del af bemandingen i Forsvaret.
Samtidig vil Ingeniørregimentet modtage en række nye kapaciteter, herunder droner, minelægningsmateriel og pontonbroer, som Forsvarets udsendte styrker i Letland skal anvende.

Bespisning hos Ingeniørregimentet
Ligesom hærchefen tog den fungerende chef for Ingeniørregimentet imod spørgsmål fra salen, inden deltagerne gik til middag i kasernens cafeteria.
En stor tak til de mange deltagere og ikke mindst til Ingeniørregimentet for at stille kasernen og mandskab til rådighed
InterForce afholder to årlige arrangementer i samarbejde med VL – Dansk Selskab for Virksomhedsledelse – et i vest og et i øst.
Det næste arrangement vil højst sandsynligt blive afholdt på Kastellet i København i september. Vi vil informere yderligere om arrangementet her på InterForces hjemmeside og på vores LinkedIn-profil.