- By Simon Staffeldt Schou

Admiral: ”I Danmark stoler vi på hinanden – det er en udfordring”

InterForce Region Sjælland kunne i fredags byde velkommen til cyberarrangement på Den Gamle Sukkerfabrik i Gørlev. I smukke, nyrestaurerede lokaler med hyggelig julebelysning bød InterForce på lækker morgenmad samt netværk, inden selve arrangementet gik i gang.

Tekst og foto af Karina Bønnelykke

Arrangementet blev også brugt som hvervning af nye virksomheder, hvorfor InterForce Region Sjælland havde teamet op med Kalundborgegnens Erhvervsråd, der havde inviteret sine medlemmer med til dagen.

Protect, Detect, Respond

Dagens første oplægsholder var Troels Langkjær, direktør i Langkjaer Cyber Security Consulting. Han er cybersikkerhedsekspert med afsæt i egen virksomhed. Troels Langkjær er datalog med over 15 års erfaring med cybersikkerhed fra forsvaret, som iværksætter og fra stillinger i det private erhvervsliv.

Troels Langkjær.

Troels er en hyppig anvendt oplægsholder om emnet og underviser bl.a. i cybersikkerhed som ekstern lektor ved Københavns Universitet. Troels’ budskab var at forstå, hvad cybersikkerhed handler om, og hvad kan man gøre ved det:

”Der findes groft sagt to slags hackere: Dem, der hacker for at snyde penge fra os, og dem, der hacker for at spionere. Alt kan i princippet hackes, men det er ikke det samme som, at alt bliver hacket.”

Og hvad er så god cybersikkerhed? Her brugte Troels tre vigtige ord: ”Protect, Detect, Respond” og gjorde samtidig opmærksom på, hvor afgørende brugen af to-trinsbeskyttelse er, løbende opdatering af alle systemer samt back-up af IT-systemer.

Dagens anden oplægsholder, Klaus Munch Kjøller, direktør og cyberansvarlig i PwC, talte bl.a. ud fra PwC’s mangeårige analyser i dansk erhvervsliv.

PwC: ”Ansvaret forsvinder aldrig.”

Årligt gennemfører PwC en omfattende analyse af, hvor mange virksomheder, der oplever cyberkriminalitet kombineret med eksempler fra kundekreds. Faktisk havde PwC netop samme morgen igangsat et ”falsk” angreb på deres egne IT-systemer.

Klaus Munch Kjøller.

Klaus kunne fortælle, at Danmark ligger nr. 5 på listen over de lande, der er bedst på digitalisering, men kun nr. 40 på det sikkerhedsmæssige. Det skal vi blive bedre til, var budskabet.

Hvordan sikrer man sig så mod et cyberangreb?

”Ansvaret forsvinder aldrig,” sagde Klaus Munch Kjøller og fortsatte:

”Men man kan komme rigtig langt ved sund fornuft, tænke processen igennem, være opmærksom på, hvad det er for nogle ansatte, man har i virksomheden, læse kontrakten med sin IT-leverandør ekstra godt igennem, og patche, det vil sige teste, sin IT-sikkerhed jævnligt.”

Sidste inviterede oplægsholder var en sømand med stor erfaring.

Tillidsdanmark udfordret

”I Danmark er vi tillidsfulde, vi stoler på hinanden, men når det kommer til Cybersikkerhed, så gør det os utroligt sårbare. Cybersikkerhed er en kæmpe samfundsudfordring”.

Ordene kom fra dagens tredje indlægsholder, tidligere forsvarschef, pens. admiral Tim Sloth Jørgensen, i dag Senior Advisor hos Industriens Fond. Industriens Fond har som en af de få ”etablerede institutioner” i Danmark fokus på cyberindsatsen. En indsats, som skal medvirke til at forbedre cybersikkerheden i SMV’er.

Admiral (pens.) Tim Sloth Jørgensen.

Tim Sloth Jørgensen var i forsvaret i 41 år og gik på pension i 2011 med rang af admiral. Tim Sloth Jørgensen har siden 2011 haft en aktiv karriere i det private erhvervsliv som bl.a. strategidirektør, adjungeret professor hos CBS i offentlig ledelse samt en række bestyrelsesformandsposter.

Der er ingen tvivl om at der fremadrettet vil være større krav til underleverandører i bl.a. byggebranchen. Her var rådet at gå til virksomhedens brancheordning.

Anerkendelse til støttevirksomheder

Thomas Ludvigsen, major-R og regionsambassadør for InterForce Region Sjælland, sluttede arrangementet af med at fortælle om InterForces mission om at tilsikre sammenhængskraft mellem erhvervslivet og forsvaret. I samme ombæring blev der overrakt skjolde til Kalundborgegnens Erhvervsråd og Refsnæs Teknik ved Bjarne Jensen, Kalundborg, som tak for opbakningen til Reservestyrken.

Major-R Thomas Ludvigsen redegør for, hvorfor Reservestyrken er vigtig, og ergo hvorfor civil arbejdsgiverstøtte er vigtig.

InterForce Region Sjælland takker for fremmødet til arrangementet, hvor der blev sat fokus på et højaktuelt emne, et emne som vi alle er nødt til at forholde os til og være opmærksom på.

Således var en af konklusionerne fra dagen, at det ikke er et spørgsmål, om hvis man bliver hacket, mere hvornår det sker og afledt, hvordan virksomhedens beredskab er sat op til at kunne håndtere dette, så man hurtigst muligt kan komme i drift igen.

Deltagerne har efterfølgende fået tilsendt PowerPoints fra de tre oplægsholdere til videre brug i deres egen virksomhed.

Refsnæs Teknik ved Bjarne Jensen får InterForce-skjoldet overrakt af major-R Thomas Ludvigsen.