- By Simon Staffeldt Schou

InterForce i Grønland

Den 8.-10. september 2026 samlede InterForce 25 erhvervsledere og repræsentanter fra Dansk Industri til et erhvervs- og sikkerhedsseminar i Nuuk.

Klar til afgang fra Københavns Lufthavn – deltagerne er samlet, og der gives en sidste briefing inden afgang.

InterForce arbejder for at bygge bro mellem erhvervsliv og forsvar i hele Kongeriget. Formålet med seminaret i Nuuk var at styrke forbindelserne mellem dansk og grønlandsk erhvervsliv. Samtidig ville man give deltagerne indblik i Forsvarets konkrete opgaver og beredskab i Arktis og Nordatlanten – opgaver, der kun vokser i betydning.

Udsendte danske soldater træner felttjeneste i fjeldet – terrænet giver nogle andre udfordringer end dem, de kender hjemmefra.

Erhverv og forsvar i Grønland

Over tre dage fik deltagerne indblik i både mulighederne og udfordringerne i det grønlandske erhvervsliv. Direktør Christian Keldsen fra Grønlands Erhverv satte ord på potentialet, mens afdelingschef Kenneth Lund Bøjler fra Grønlands Selvstyre gav et billede af de særlige vilkår, der er for infrastruktur i et land, som både er enormt og tyndt befolket.

På besøg hos Grønlands Erhverv – Sulisitsisut – i centrum af Nuuk.

Forsvarets rolle i Arktis stod også centralt. Flotilleadmiral Lars Bjerring Ravn Nielsen, vicechef for Arktisk Kommando, præsenterede Forsvarets mange opgaver i Grønland og Nordatlanten og områdets strategiske betydning for hele Kongeriget.

Vicechefen for Arktisk Kommando, flotilleadmiral Lars Bjerring Ravn Nielsen, orienterer om Forsvarets opgaver i Grønland og Nordatlanten.

Deltagerne besøgte desuden udsendte værnepligtige fra Efterretningsregimentet under føring af oberstløjtnant af reserven Claus Durck Hovej. Her oplevede de på nærmeste hold, hvordan soldaterne træner bevogtning og ophold i fjeldet under arktiske forhold.

Kunngeqarfiup sillimaniarnera ataatsimoorullugu

På seminarets sidste dag bød CEO Toke Binzer fra Royal Greenland og CEO Bent Salling fra Polar Seafood Greenland på indblik i to af Grønlands største virksomheder – herunder Royal Greenlands rolle som selvstyreejet virksomhed og en rejefabrik, der kører i døgndrift året rundt.

En af det selvstyreejede Royal Greelands fisketrawlere ligger i havn i Nuuk.

InterForce arbejder for at styrke kendskabet til Kongerigets sikkerhedssituation og den gensidige kompetenceudveksling mellem det civile og militære.

Seminaret i Nuuk var et stærkt eksempel på netop det – og en påmindelse om, hvorfor samarbejdet på tværs af Kongeriget er så vigtigt.

Nuuk er Grønlands største by med ca. 20.000 indbyggere. Der bor i alt ca. 57.000 mennesker på Grønland.

Seminaret var egenfinansieret af deltagerne og formidlet og afviklet af InterForce.

InterForce i Grønland
Arktisk Kommandos hovedkvarter ligger ved havnen i Nuuk. Herfra styrer man Forsvarets mange operationer i Arktis.