- By Morten Fredslund

Hæren har overtaget vagten ved grænsen – men Hjemmeværnet er stadig med

Op mod 100 mand fra Hæren er nu indsat som vagt ved den dansk/tyske grænse, hvor Hjemmeværnet siden 2016 samlet set har brugt over 700.000 timer.

Af Morten Fredslund

Selvom det nu er Hæren, der har hovedopgaven med at støtte politiet med kontrol ved den dansk-tyske grænse i Sønderjylland, er knap 30 hjemmeværnssoldater fortsat involveret i opgave. Det skriver såvel forsvaret som Hjemmeværnet på deres respektive web-stites.

Soldater fra Hjemmeværnet har siden 14. juni 2016 aflastet politiet ved den midlertidige grænsekontrolstyrke ved den dansk-tyske landegrænse i Sønderjylland og lidt senere samme år også ved den “blå” grænse ved Rødby og Gedser. Soldaterne har hjulpet politiet blandt andet med at kontrollere køretøjer, pas og transport af asylansøgere. 

Efter knap tre år er Hjemmeværnets bidrag til den midlertidige grænsekontrol imidlertid nedtrappet. Fra 1. april i år er det Hærens soldater, som udgør hovedparten – cirka 2/3 – af styrken ved den grønne landegrænse. I 2020 bliver Hjemmeværnets bidrag ved den blå grænse også reduceret.

Hjemmeværnet vil stadig være repræsenteret ved grænsekontrollen, selvom det nu er Hæren, der har overtaget opgaven. Arkivfoto: Morten Fredslund

Rutinerede hjemmeværnssoldater forbliver på opgaven

Skiftet er sket som en udløber af det seneste forsvarsforlig, som indebærer flere nationale opgaver til Hæren. En af dem er at stille med soldater til grænsekontrollen. I 2020 bliver der ligeledes færre hjemmeværnssoldater ved den blå grænse, skriver hjv.dk.

”Bilisterne vil dog stadig møde vores hjemmeværnssoldater ved grænsekontrollen. Vi har udvalgt en bruttotrup på 26 hjemmeværnssoldater til opgaven ved den grønne grænse. Det er nogle rutinerede soldater, som har vist, at de har flair for netop denne kontrolopgave,” forklarer oberstløjtnant Claus Klaris, der er chef for Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland til hjv.dk.

Ifølge forsvaret.dk vil det dog primært være soldater fra Danske Artilleriregiment og Ingeniørtropperne, man som billist vil møde ved grænseovergangen, når man har været en tur sydpå.

”Der er ingen tvivl om, at det er en stor opgave Hjemmeværnet har løftet de seneste to år, og at det er en yderst professionel indsats man har leveret, hvilket naturligt nok også har affødt stor anerkendelse fra Politiet,” siger kaptajn ved Danske Artilleriregiment, Christian Wetchketil forsvaret.dk.

Vagtholdene ved landegrænsen har på sit højeste været oppe på over 100 hjemmeværnssoldater, mens vagtholdet ved “den blå grænse” omfatter cirka 40 soldater.