- By Olsen Pauline
Date: 13/10/2022 - 13/10/2022

First Line Leadership seminar 2022

”At vokse med opgaven – hvordan håndterer du dit ledelsesansvar?”

Det var aftenens tema i torsdags til First Line Leadership seminaret 2022, som InterForce Region Hovedstaden havde arrangeret på Frederiksberg Slot i samarbejde med Hærens Officersskole og Forsvarsakademiet.

Det blev til en aften med spændende oplæg og fængende diskussioner blandt deltagerne, som bestod af unge officerer fra Den Kongelige Livgarde, Gardehusarregimentet, Trænregimentet og 2. Eskadre samt civile yngre ledere fra medlemsvirksomhederne Moalem Weitemeyer, Advokatpartnerselskab, Københavns Lufthavne, Tryg, Region Sjællands Psykiatri, Odico, Pelikan, Beskæftigelsesministeriet og Nykredit.

Aftenens vært, Oberst Peer Sander Rouff, som er Militær Koordinator for InterForce Region Hovedstaden, bød deltagerne velkommen og opfordrede dem til at skabe gode relationer og finde forskelle og ligheder mellem den civile og den militære ledelsesopgave og især at lade sig inspirere af de mange interessante synpunkter om ledelse, som sådan en tema aften byder på.

Chefen for Hærens Officerskole Oberst Nicholas T. Veicherts, fortalte om Hærens officersuddannelse og sagde bl.a., at når kadetterne trænede at være modige, sagde han til dem: “Giv nu slip! Og vid at når du landet fra dit faldskærmsudspring, så har du kontrollen igen.”

Aftenens moderator Interforce ambassadør og Premierløjtnant af Reserven Kristian Paugan satte gang i aftenens livlige diskussioner og styrede slagets gang med sikker hånd.

Major Søren Bo Jensen fra Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet holdt et meget personligt oplæg med fokus på ledelse i sårbare situationer, der rørte deltagerne og gav dem et andet perspektiv på de opgaver, Forsvaret løser.

“I stedet for at betragte sine udviklingspunkter som svagheder, kalder jeg dem i stedet bivirkninger og ser dem som et spejl af mine styrker.”

En væsentlig pointe fra Frederik Østerby, Head of Partner hos Tryg og Kaptajn af reserven, som holdt et spændende personligt oplæg om bl.a. at finde inspiration til sin ledelsesstil på et søvnkursus for babyer.

Efter indlæggende fik deltagernes energi og virkelyst frit spil i nogle spændende og inspirerende drøftelser i blandede grupper og i plenum. Aftenen sluttede på passende vis af med en let buffet og fortsatte diskussioner om ledelse. Alt i alt en fin aften for InterForce og brobygningen mellem de civile virksomheder og forsvarets repræsentanter og forhåbentligvis god inspiration til egen ledelsespraksis for deltagerne.