
Aalborg lagde i 2009 gader og stræder til, da danske soldater for første gang gik hjemkomstmarch gennem en garnisonsby . For nylig gentog byen succesen for 150 soldater hjemvendt fra Libanon. Foto: Palle Strandgaard.
Af Morten Fredslund
Traditionen med at hylde danske soldater, der kommer hjem fra missioner i udlandet, blev holdet i hævd i slutningen af februar. I løbet af blot en uge blev i alt 1.070 hjemkomne soldater fra missionerne i Kosovo, Libanon og Afghanistan tilsammen hyldet af i omegnen af 3.000 pårørende, da soldaterne marcherede gennem henholdsvis Varde, Aalborg og København med militære musikkorps i front.
Hyldestfesten blev indledt den 18. februar, hvor 170 soldater fra det 23. danske kontingent i Kosovo, KFOR Hold 23, marcherede gennem Varde by og senere trådte an til parade på Varde Kaserne, der blandt andet huser Dansk Artilleriregiment.
Historisk punktum
I Kosovo har der har været udstationeret danske soldater fra hæren siden 1999, hvor den serbiske hær forlod Kosovo i juni, efter at NATO havde gennemført en 77 dage lang luftkrig imod Serbien. Men medKFOR Hold 23s parade blev der sat et historisk punktum for hærens engagement ved den multinationale NATO-styrke i Kosovo, KFOR.
Hold 23 overdrog officielt kommandoen til Hold 24 den 10. februar, og det danske bidrag til missionen i Kosovo består i dag af 35 mand fra hjemmeværnet.
Formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, folketingsmedlem Hans Christian Thoning (V) var inviteret til at tale, og han sagde:
- Vi har fuldført vores opgave i Kosovo, og vi kan med stolthed og ære i stemmen sige: ”Vi gjorde en forskel – nu er vores arbejde færdigt!”. Denne indsats har I en andel i. Det skal I have tak for. I er med til at sikre igennem jeres uselviske og modige indsats, at vi som danskere kan sige, at vi som land er med til at gøre en forskel. En forskel der betyder fred. En forskel der redder liv.
March og reception
Blot fire dage senere var det Aalborgs tur til at hylde danske soldater. Denne gang var det de 150 danske soldater fra FN missionen i Sydlibanon, UNIFIL Hold 3, der blev hyldet af pårørende, Aalborgs borgere, politikere og militære chefer.
Det var Trænregimentet på Aalborg Kaserner, der var vært ved fejringen af hjemkomsten for UNIFIL Hold 3, og dagen bød ud over march gennem Aalborg centrum blandt andet også på en reception for soldaterne og deres pårørende i byrådssalen, hvor der blev serveret et let traktement.
Dagens arrangement blev afsluttet med en parade på Aalborg Kaserner i en mindre snestorm. Her bød generalmajor Agner Rokos, chef for Hærens Operative Kommando, formelt de 150 soldater velkommen hjem.
- For nogle af jer har udsendelsen til Libanon været jeres første mission, mens andre var veteraner i forvejen. Jeg håber, at I alle har haft en positiv oplevelse. En oplevelse som I kan tænke tilbage på og være stolte af, uanset om I fortsætter i forsvaret eller som civile, sagde Agner Rokos blandt andet.
En hård mission
Den sidste hyldestfest i rækken blev gennemført i København den 25. februar, hvor 750 soldater fra det danske kontingent Afghanistan, ISAF Hold 10, blev fejret på behørig vis.
Hjemkomstparaden blev indledt på Livgardens Kaserne i Gothersgade, hvor der var mødt omkring 1.500 pårørende op for at byde de hjemvendte soldater velkommen hjem.
Chefen for Den Kongelige Livgarde, oberst, kammerherre Lasse Harkjær, takkede de mange fremmødte pårørende for deres støtte under udsendelsen, og til soldaterne sagde han blandt andet:
- I har haft en hård mission. Før I overhovedet kom af sted, mistede I to kammerater ved morterulykken i Oksbøl. Og under udsendelse mistede I fire gode kollegaer. Andre blev såret i mere eller mindre svær grad. Men uanset at I har haft faldne og sårede, så har I vist et flot sammenhold, for I kom videre, og det tjener som eksempel for alle os andre herhjemme. Vi er stolte over at arbejde sammen med kollegaer som jer.
Derefter talte kontingentchefen, oberst Lennie Fredskov til sine soldater, inden marchen gennem København, hvor såvel Den Kongelige Livgardes Musikkorps som Tambourkorpset slog takten an.
Det modigste valg
Marchen gennem byen gik ad Gothersgade, Købmagergade, Strøget og op til Rådhuspladsen, og der var hyldest med flag og spontane klapsalver hele vejen. På Gammel Torv var der opstillet et kommando fra den Kongelige Livgarde, på Nytorv var der en enhed fra Gardehusarregimentets Hesteskadron og ved Jorcks Passage var der mange faner fra Garderforeningerne.
På Rådhuspladsen antrådte kontingentet til parade, som blev inspiceret af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, der i sin efterfølgende tale bød soldaterne velkommen hjem.
Derefter blev ordet givet til folketingsmedlem og medlem af Folketingets Forsvarsudvalg, Helge Adam Møller (C). Han bød soldaterne velkommen hjem og sagde blandt andet:
- Når jeg ser ud over alle jer unge soldater, så er I et stærkt og levende symbol på de valg, som vi træffer i livet. I er et symbol på det modigste valg af alle. Valget om frivilligt at drage i kamp langt fra Danmarks grænser for at gøre en forskel i verden. Vel vidende hvilke personlige konsekvenser det kan få.
Dernæst talte næstformanden for Københavns Borgerrepræsentation, Mogens Lønborg (C), inden paraden blev afsluttet med uddeling af medaljer efterfulgt af festfyrværkeri.