Af Morten Fredslund

Veterankortet er prydet med et grafisk oversigtsbillede af ”Monumentet for Danmarks Internationale Indsats”, der indvies i Kastellet den 5. september. Ill.: Forsvarets Personeltjeneste.
Håndværksrådet og Dansk Erhverv er blandt de danske erhvervsorganisationer, der for nylig fik brev fra forsvarsminister Gitte Lillund Beck. I brevet opfordrer hun mere eller mindre direkte organisationerne til at indføre fordels- og rabatordninger for de i alt 27.180 danske veteraner, der i løbet af august fik tilsendt et såkaldt Veterankort.
I brevet til erhvervsorganisationerne orienterer forsvarsministeren om Flagdagen den 5. september og udsendelsen af det nyindstiftede Veterankort, som er et kreditkortlignende plastickort, der dokumenterer, at ihændehaveren er dansk krigsveteran. Gitte Lillelund Beck skriver blandt andet:
"....kortet giver således nye muligheder for, at vi bredt fra samfundets side kan vise soldaterne vores anerkendelse. Når jeg skriver til dig, (lederen af den konkrete organisation, red.), er det fordi, det er mit håb, at også erhvervsdrivende og organisationer vil gøre brug af de muligheder for anerkendelse af vores veteraner, som det nye kort åbner mulighed for".

Forsvarsministeren opfordrer alle danske erhvervsorganisationer til at indføre fordels- eller rabatordninger for alle danske krigsveteraner, som er i besiddelse af et Veterankort. Arkivfoto: Morten Fredslund
Det private initiativ skal blomstre
En række soldater har – blandt andet på Facebook – ytret deres undren over, hvad de konkret kan bruge veterankortet til. Men ifølge forsvarsministeren er det hensigten, at blandt andet erhvervslivet selv skal komme med indput til konkrete ydelser, som kan komme krigsveteranerne til gode.
- I sig selv er kortet selvfølgelig en anerkendelse af tjenesten. Men kortet er i højere grad midlet til et andet mål. Jeg vil nemlig gerne opfordre både virksomheder, organisationer og offentlige instanser til at tænke i nye former for anerkendelse af vores veteraner. Om det er gratis bustransport på flagdagen den 5. september, 10 pct. rabat på bilværkstedet eller gratis adgang til byfesten. Kun fantasien sætter grænser, og jeg håber, at det private initiativ vil blomstre, sagde forsvarsminister Gitte Lillelund Bech i forbindelse med udsendelsen af veterankortet.
Udsendelsen af de mange Veterankort sker som en del af regeringens veteranpolitik. Forsvaret har indledningsvis udsendt veterankortet til personer, der har været udsendt i løbet af perioden 1992 – medio 2011. Fremover får soldater, der første gang sendes ud i international tjeneste også et veterankort.