[ 02/09-2010 ]

Medaljeregn over danske soldater

Danske soldater, der vender hjem efter tjeneste i udlandet, får som noget nyt tildelt 'Forsvarets Medalje for International Tjeneste'.

generalmajor Henrik Røboe Dam.
Foto: Morten Fredslund.

Medaljen, der blev godkendt af H.M. Dronningen i december sidste år og officielt blev indført ved årsskiftet, blev for første gang tildelt et samlet kontingent soldater den 20. august. Her blev 180 soldater fejret med medaljer, march og parade i Holstebro efter seks måneder udsendelse til Kosovo.

Forsvarets Medalje for International Tjeneste med rødt- og hvidstribet bånd supplerer NATO- eller FN-medaljen, som soldaten modtager for sin indsats i den konkrete mission. Foto: Morten Fredslund.

Da flyvevåbnet en lille uges tid senere gennemførte hjemkomstparade for de 145 soldater, der i fem måneder har udgjort det danske bidrag til FNs fredsmission i Libanon, UNIFIL, fik alle paradens soldater også overrakt den nyindstiftede medalje af chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam.

Det hjemvendte danske bidrag til UNIFIL er det andet hold soldater, som har gjort tjeneste i missionen, og flyvevåbnet har nu overdraget ledelsen af det danske UNIFIL-bidrag til hæren.

Et supplement
Soldater fra netop hæren vil grundet værnets store repræsentation i internationale missioner være dem, der hyppigst vil modtage den nye medalje. Blandt andre vil de godt 600 soldater, der for nylig vendte hjem fra Afghanistan efter seks måneders tjeneste også modtage Forsvarets Medalje for International Tjeneste, inden de marcherer gennem København i forbindelse med Danmarks Nationale Flagdag den 5. september.

 

145 soldater, der for nylig vendte hjem efter fem måneders udsendelse til FNs fredsmission i Libanon, UNIFIL, får overrakt den nyindstiftede medalje Chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam. Foto: Morten Fredslund

- Medaljen udtrykker et ønske om at tilkendegive Forsvarsministeriets og forsvarets anerkendelse for soldaternes indsats i international tjeneste. Den supplerer den missionsmedalje som soldaten får tildelt for at have gjort tjeneste i den konkrete mission, men vi mener ikke at den udvander betydningen af de medaljer, som soldaterne får tildelt, siger pressesekretær i Forsvarsministeriet, Signe Lund og tilføjer:

- Medaljen supplerer blandt andet Forsvarets Medalje for Tapperhed, som kun tildeles i helt særlige tilfælde. Og begrebet udvanding ville først komme på tale, hvis netop tapperhedsmedaljen blev tildelt alle, der har været udsendt.

HVEM STØTTER INTERFORCE I DIT OMRÅDE