Af Morten Fredslund

Siden 2008 har 210 hjemmeværnssoldater været udsendt for at bistå med vagttjenesten i blandt andet Camp Price. Nu er den foreløbige sidste hjemmeværnsdeling sendt af sted. Arkivfoto: Morten Fredslund
Den 18. maj rejste en deling på cirka 30 hjemmeværnssoldater til Afghanistan for at passe vagttjenesten på nogle af baserne i det danske ansvarsområde i Helmandprovinsen. Bevogtningsdelingen er den foreløbige sidste, som hjemmeværnet sender til Afghanistan, og dermed slutter en epoke, som blev indledt i 2008, da hjemmeværnet for første gang udsendte en samlet enhed til en international mission.
Hjemmeværnssoldaterne har stået for vagttjenesten i de danske lejre under de store leave-perioder, hvor soldaterne i Den Danske Kampgruppe har været på orlov i Danmark. Nu har bosniske soldater imidlertid overtaget bevogtningen af Main Operation Base Price, og kampgruppen har indledt overdragelsen af de fremskudte baser til de afghanske sikkerhedsstyrker, som ifølge Helmandplanen selv skal overtage ansvaret for de fremskudte baser i løbet af sommeren.
Et image-løft
Når man medregner den netop udsendte bevogtningsdeling, har i alt 210 frivillige hjemmeværnssoldater været udsendt med bevogtningsdelingerne siden 2008.
For hjemmeværnssoldaterne selv har udsendelsen i høj grad været en mulighed for at bevise sit værd i en skarp mission, og hjemmeværnets image har også fået et løft som følge af indsatsen i Afghanistan, vurderer Den Kommitterede for Hjemmeværnet, Jens Hald.
- Vi kan tydeligt se at folk er begejstrede for at, hjemmeværnet har bevist, at vi både kan operere nationalt og i international sammenhæng. Vi rekrutterer flere, og jeg tror helt sikkert, at det har en effekt. Det betyder også rigtig meget for de udsendte hjemmeværnssoldater, at man har været indsat midt i en skarp mission, hvor man gør brug af sine spidskompetencer, som jo er bevogtning. Og det betyder også meget, at man overfor andre har fået bevist, at man som frivillig kan sit kram – også over for professionelle, siger Jens Hald til Forsvarskanalen.
Sideløbende med bevogtningstjenesten i Afghanistan har hjemmeværnet siden den 14. februar 2011 også bidraget med en bevogtningsdeling til NATOs KFOR-styrke i Kosovo. De 30 hjemmeværnssoldater i Kosovo bevogter den franske lejr Marechal de Lattre de Tassigny i Novo Selo.