Af Morten Fredslund

SIKU-kursisternes fingre måtte sættes i ørene, da to F-16 fly gik lavt hen over øvelsesterrænet i Holstebro. Foto: Dennis Vang Knudsen, HOK.
Knap 40 kursister på Forsvarschefens Sikkerhedspolitisk Kursus, SIKU, og en lille håndfuld repræsentanter fra Interforce kom med på kamppatrulje, da hæren og flyvevåbnet for nylig gennemførte en realistisk demonstration i Holstebro øvelsesterræn. Forinden var deltagerne blevet briefet om den aktuelle status i henholdsvis hæren og flyvevåben samt de to værns indsats på den internationale scene.
De to briefingerblev givet af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, og chefen for Flyvertaktisk Kommando, generalmajor Henrik Røboe Dam på Holstebro Kaserne, inden kampdemonstrationen ventede i øvelsesterrænet.
SIKU henvender sig til centralt placerede meningsdannere i det danske samfund. Kurset afvikles over to separate uger, og forud for orientering og demonstration af kampkraften hos hær og flyvevåben havde kursisterne blandt andet været på besøg i EU og NATO i Bruxelles samt hos Terma i Lystrup ved Århus. Kurset omfatter også besøg under flådeøvelsen Danex, hvor søværnets kampkraft bliver demonstreret.
Et reduceret tilskuerantal

Omkring 40 SIKU-kursister og en lille håndfuld repræsentanter fra Interforce var med da hær og flyvevåben gennemførte kampdemonstration i Holstebro. Foto: Dennis Vang Knudsen, HOK.
For år tilbage var SIKUs kampdemonstrationer en af de helt store tilbagevendende aktiviteter i forsvaret, som blev overværet af mange hundrede inviterede gæster fra nær og fjern. Heriblandt et stort antal repræsentanter fra Interforce støttevirksomheder. Men i dag vises kampdemonstrationen udelukkende for kursisterne på SIKU samt et meget lille antal indbudte gæster. Det skyldes overvejende ressourcemæssige hensyn og det faktum, at de kamppatruljer, som hærens soldater gennemfører i Helmand-provinsen, og demonstrerer for kurset, ikke egner sig til at blive gennemført for et stort publikum.
Under kampdemonstration fulgte kursister og gæster en kamppatrulje på klos hold, og man var blandt andet helt tæt på, da patruljens mine-sweeper og multihund fandt en sprængladning, som blev afmærket for senere destruktion. Senere blev patruljen angrebet af en gruppe oprørere, og der blev rekvireret ildstøtte fra såvel F-16 fly, Leopardkampvogne og infanterikampkøretøjer. Under ildkampen blev en soldat såret, og kursisterne fik demonstreret en såkaldt medevac, hvor soldatens kammerater ydede førstehjælp, hvorefter den sårede blev evakueret med helikopter.
Forsvarsakademiet står bag

Soldater demonstrerede deres færdigheder i førstehjælp, da en soldat blev ramt under angrebet fra oprørere. Foto: Morten Fredslund
Efter kampdemonstrationen steg kursisterne om bord i to Merlin EH-101 helikoptere, der fløj dem til Flyvestation Karup, hvor en udstilling af flyvevåbnets fly og materiel ventede før et Hercules fly bragte kurset retur til København.
Det er Forsvarsakademiet, der hvert år afholder SIKU. Kurset har blandt andet til formål på et højt niveau at beskrive og diskutere den aktuelle udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske situation set i såvel dansk som europæisk og globalt perspektiv.
Kurset har også som formål at præsentere deltagerne for det danske forsvar i teori og praksis. Derudover forsøger kurset at etablere et netværk mellem deltagerne og skabe kontakt og forståelse mellem Forsvaret og ledere fra alle dele af det danske samfund.
Kurset kan ikke søges, og deltagelse sker alene efter personlig invitation fra Forsvarschefen.