Af: Morten Fredslund

Et af de kommende store anskaffelsesprojekter for FMT, bliver anskaffelsen af nye helikoptere, der skal afløse søværnets 30 år gamle Lynx-helkoptere. Foto Søværnet.
Forsvarets Materieltjeneste, FMT, brugte 75 mio. kr. – eller cirka en procent – mindre i 2010 end budgetteret, fremgår det af FMTs seneste regnskab.
Knap 52 mio. kr. af mindreforbruget relaterer sig til anskaffelse og vedligeholdelse af materiel, mens resten af mindreforbruget knytter sig til drift og lønsummidler.
- Vi har længe kendt til en del af mindreforbruget, og dele af det er faktisk et resultat af en bevidst styring. For materielbudgetterne har vi i 2010 anskaffet, drevet og vedligeholdt materiel for i alt 6.255 mio. kr. Det er 51,8 mio. kr. mindre end de rammer, som FKO tildelte os, siger chefen for økonomiafdelingen i FMT, Jens Magleby Sørensen til FMTs personaleblad, FMT-Avisen.
En usikker sti
Selvom FMT lander lidt ved siden af tallet nul, er økonomichefen tilfreds med resultatet for 2010.
- Det vil altid være en usikker sti, man betræder, når man i forhold til en samlet ramme skal styre så mange forskelligartede og komplekse materielprojekter i mål. På trods af det, så er det et krav, som stilles af vores foresatte myndighed. Og skal man opsummere det hele, så er det økonomisk set er gået ganske godt for FMT, sigerJens Magleby Sørensen til FMT-Avisen.
700.000 lagernumre
Forsvarets Materieltjeneste, FMT, er forsvarets materielfaglige myndighed, der indkøber, vedligeholder og udfaser materiel for alle forsvarets myndigheder - lige fra kampvogne, skibe og jagerfly til støvler og lommeknive.FMT er underlagt Forsvarskommandoen, og administrerer knap syv milliarder kroner af det samlede forsvarsbudget.
Pengene bliver brugt til at yde den bedst mulige støtte til især de udsendte styrker og operative enheder.FMT servicerer blandt andet 13.500 køretøjer, 65 skibe, 145 fly og i alt 700.000 lagernumre.
Der arbejder omkring 2.400 personer i FMT, som er placeret i Ballerup lidt uden for København.