[ 31/08-2010 ]Forsvaret vil lease mandskabsvogne
Forsvaret overvejer at lease et antal brugte amerikanske pansrede mandskabsvogne, de såkaldte MRAP-vogne, som forsvaret håber er bedre til at modstå vejsidebomber.

Den pansrede mandskabsvogn Piranha (billedet) hos den danske ISAF-styrke bliver formentlig til februar afløst eller suppleret af den kraftigere pansrede MRAP-vogn, som forsvaret ønsker at lease af amerikanerne. Arkivfoto: Morten Fredslund
Hidtil er det blandt andet den pansrede mandskabsvogn Piranha, der benyttes af de danske soldater i Helmand provinsen. Piranhaen er dog tidligere blevet kritiseret af danske soldater for ikke at være modstandsdygtig nok, og nu foreslår forsvaret så at lease 40 brugte amerikanske MRAP-vogne. Vogne, som forsvaret håber er bedre til at modstå vejsidebomber:
- På grund af den V-formede undervogn har MRAP en meget høj grad af minebeskyttelse, siger Henrik Mortensen, presseofficer i Forsvarskommandoen til DR Nyheder.
Måske klar til februar?

Sådan kan MRAP vognene komme til at se ud
Desuden har MRAP-vognene en højere frihøjde end de fleste andre mandskabsvogne. Dermed er det punkt, hvor soldaterne sidder, længere fra en eventuel sprængning. Vognene er primært egnede til mandskabstransport, mens kørsel i terræn er sværere for de tunge køretøjer.??
Hvis politikerne godkender planerne, håber forsvaret, at de 40 MRAP-vogne kan stå klar februar næste år. Vognene er tidligere brugt af den amerikanske hær i Irak.