Velkomst ved Forsvarschefen

Konstitueret Forsvarschef, Generalløjtnant Bjørn Bisserup

Interforce – en vigtig brik

Konstitueret Forsvarschef, Generalløjtnant Bjørn Bisserup

Interforce er en vigtig brik. For mig som konstitueret forsvarschef og ikke mindst for vores soldater.

Med cirka 25.000 ansatte er forsvaret en stor arbejdsplads, og jeg ser et klart behov for et betydeligt sammenspil med erhvervslivet – ikke mindst i relation til vores soldater, som ofte forlader forsvaret i en forholdsvis ung alder, eksempelvis efter en udstationering. Her har vi et ansvar for at hjælpe til, hvor vi kan, så soldaten får en så god tilværelse som muligt efter perioden i forsvaret.

Og her ser jeg Interforce som en betydelig medspiller – ikke mindst når det gælder de fysisk og psykisk sårede soldater, som desværre er blevet flere i takt med, at operationerne har ændret karakter til deciderede kampopgaver. Interforce-virksomhedernes rolle i relation til at byde sig til i forbindelse med denne gruppes integration på arbejdsmarkedet, ser jeg som en væsentlig dimension af Interforce samarbejdet.

For typen af de operationer som især hæren løser, har ændret sig drastisk de senere år. Operationerne er blevet hårdere, og man ser flere tab og flere soldater end hidtil komme hjem med amputerede lemmer og ar på sjælen. Som konsekvens af den udvikling er der opstået en række organisationer, hvis formål det er at støtte de sårede soldater og deres pårørende.

Organisationerne har hver især deres kvaliteter, og der er ingen tvivl om, at Interforce har nogle ganske særlige kvaliteter. Især når det handler om at få de hjemvendte – og specielt de fysisk og psykisk sårede – soldater integreret på arbejdsmarkedet. Et job kan udgøre et vigtigt og fast ståsted for den hjemvendte soldat. Interforce samarbejdet og Interforce støttevirksomhederne er en vigtig ressource i den proces, som vi bør udnytte i videst muligt omfang.

For ét er sikkert; vi har pligt til at arbejde for at sikre, at de sårede soldater kan forlade forsvaret med rank ryg og følelsen af stolthed over deres indsats og med oplevelsen af støtte fra forsvaret og samfundet. Også her ser jeg Interforce som et stærkt kort at have på hånden, når danske soldater skal integreres i samfundet efter en udstationering.

Interforce er desuden en vigtig brik i forhold til den generelle opbakning til forsvaret. Jeg ved, at det har stor betydning for den enkelte soldat at opleve den opbakning fra samfundet og erhvervslivet som f.eks. de mange virksomheder i Interforce samarbejdet er udtryk for.

 Der kan være forskelle i befolkningens holdning til forsvaret, og man kan diskutere forsvarets rolle – og det skal der være plads til.  Men der må ikke opstå en generel mistillid til vores soldater og løsningen af de opgaver, som de sendes ud for at løse. Opbakningen fra det øvrige samfund er afgørende, og den kan Interforce være med til at sikre.

For selv om forsvaret ikke er en del af erhvervslivet, ligesom forsvaret ej heller skal være en støtte for erhvervslivet, ja så kan vi godt drage nytte af hinandens værdier og kompetencer. Jeg er overbevist om, at der i Interforce samarbejdet er grundlag for et tæt samspil mellem forsvaret og erhvervslivet mange år ud i fremtiden. 

Venlig hilsen
Bjørn Bisserup
Generalløjtnant
Konstitueret Forsvarschef

HVEM STØTTER INTERFORCE I DIT OMRÅDE